Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Hoffet hengav sig til luksus og tøjlesløshed. Der var ringe tillid mellem folket og
regenterne. Regeringens forholdsregler blev betragtet med mistro og stemplet som
udspekulerede og egoistiske. I mere end et halvt århundrede før revolutionen var tronen besat
af Ludvig XV, som — selv i disse fordærvede tider — udmærkede sig som en ugidelig,
overfladisk og vellysten monark. Med et depraveret og grusomt aristokrati og en forarmet og
uvidende underklasse, en vaklende statsøkonomi og et forbitret folk, krævede det ikke noget
profetisk blik at forudse det frygtelige oprør, der truede. Når kongens rådgivere advarede ham,
svarede han gerne: „Prøv at få det hele til at glide, så længe jeg lever. Efter min død kan det
gå, som det vil.“ Forgæves sagde man til ham, at en reform var nødvendig. Han kunne godt
se det, men havde hverken mod eller magt til at gøre noget ved det. Den undergang, som
ventede Frankrig, kom kun alt for tydeligt til udtryk i hans ugidelige og selviske svar: „Efter
mig kommer syndfloden!“ {MBF 226.1}
Ved at spille på kongernes og de herskende klassers skinsyge og misundelse havde
romerkirken fået dem til at holde folket nede i trældom, vel vidende at staten derved ville
blive svækket, og med det formål at fastholde både herskere og folk som sine slaver. I sin
fremsynethed indså romerkirken, at man for at slavebinde menneskene effektivt måtte lænke
dem åndeligt; at den sikreste måde at forhindre dem i at undslippe deres slaveri var at gøre
dem ude af stand til at være frie. Tusind gange værre end de fysiske lidelser, der var en følge
af Roms politik, var det moralske forfald. Uden kendskab til Bibelen og prisgivet hykleriets
og selviskhedens lære var folket hyllet i uvidenhed og overtro og nedsunket i laster, så de var
helt ude af stand til at regere sig selv. {MBF 226.2}
Men resultatet af dette blev vidt forskelligt fra, hvad romerkirken havde haft til hensigt. I
stedet for at holde masserne i blind lydighed mod kirkens dogmer fik denne politik dem til at
blive vantro og revolutionære. De foragtede katolicismen, som de anså for præstelige intriger,
og de betragtede gejstligheden som medskyldig i deres underkuelse. Den eneste gud, de
kendte, var romerkirkens gud, og romerkirkens lære var deres eneste religion. De betragtede
kirkens grådighed og grusomhed som det naturlige resultat af Bibelens lære — og de ville
intet have med den at gøre. {MBF 227.1}
Romerkirken havde fordrejet Guds karakter og perverteret hans krav, og nu vragede
menneskene både Bibelen og dens forfatter. Kirken havde krævet blind tro på sine dogmer
under foregivende af Skriftens billigelse. Som reaktion forkastede Voltaire og hans
meningsfæller Guds ord og såede vantroens giftige sæd overalt. Romerkirken havde søgt at
knuse folket under sin jernhæl, men nu tilsidesatte de nedværdigede og forråede masser
ethvert hensyn idet de frigjorde sig fra kirkens tyranni. Opfyldt af raseri mod den
juvelglitrende bedrager, de så længe havde måttet vise ærefrygt, forkastede de både sandhed
og løgn. Og idet de forvekslede tøjlesløshed med frihed, jublede lastens slaver over deres
indbildte frihed. {MBF 227.2}
169