Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Jesus. Først da Herren sejrrig forlod graven, forstod de, at alt var forudsagt i profetierne, og
at „Kristus måtte lide og stå op fra de døde.“16 {MBF 324.4}
500 år tidligere havde Herren ved profeten Zakarias sagt: „Bryd ud i jubel, Zions datter,
råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig,
ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.“17Hvis disciplene havde forstået, at Kristus skulle
blive dømt og dø, kunne de ikke have opfyldt denne profeti. {MBF 325.1}
På lignende måde opfyldte Miller og hans medarbejdere profetien og bragte det budskab,
som Guds ord havde forudsagt skulle bringes til verden. Men dette budskab kunne de de ikke
have bragt, hvis de helt havde forstået de profetier, der forudsagde deres skuffelse og
indeholdt endnu et budskab, som skulle forkyndes for alle folkeslag før Herrens genkomst.
Både den første og den anden engels budskab blev bragt rettidigt og udrettede det, som Gud
ville, de skulle. {MBF 325.2}
Verden havde set til og ventet, at hele adventtroen ville blive opgivet, hvis Kristus ikke
kom. Men skønt mange i denne svære prøvelse opgav deres tro, var der nogle, der stod fast.
Den ydmyghed, hjerteransagelse, forsagelse af verden og det nye liv i de kristne menigheder,
der havde ledsaget adventbevægelsen, viste, at den kom fra Gud. De turde ikke benægte, at
Helligåndens magt havde ledsaget forkyndelsen om genkomsten — og de kunne ikke finde
nogen fejl i deres beregning af de profetiske tidsperioder. Selv deres dygtigste modstandere
havde ikke kunnet finde nogen fejl i deres fortolkning af profetierne. Uden beviser fra Guds
ord kunne de ikke gå med til at opgive resultater, de med brændende hjerter var nået til under
bøn, bibelstudium og Guds ånds indflydelse. Disse resultater havde modstået den skarpeste
kritik og den bitreste modstand fra populære religiøse lærere og verdenskloge mænd. De
havde stået urokkelig fast over for lærdommens og veltalenhedens forenede styrke og spot og
foragt fra gode og onde. {MBF 325.3}
Den ventede begivenhed var ganske vist ikke indtruffet, men selv det kunne ikke rokke
deres tro på Guds ord. Da Jonas i Nineve forkyndte, at byen skulle ødelægges efter 40 dage,
godtog Herren indbyggernes ydmyghed og forlængede deres nådetid. Alligevel var Jonas’
budskab sendt fra Gud, og Nineve blev sat på prøve, som Gud ville. Adventisterne troede, at
Gud på lignende måde havde ført dem til at bringe advarslen om dommen. De sagde: „Dette
budskab har prøvet hjerterne hos alle, der har hørt det, og enten vakt kærlighed til Herrens
genkomst eller fremkaldt et mere eller mindre åbenlyst had, som Gud kender. Det har skabt
en skillelinje, så de, der ville ransage deres eget hjerte, kunne vide, på hvilken side de ville
have stået, hvis Herren var kommet dengang — om de ville have råbt: ‘Han er vor Gud, vi
satte vort håb til ham, og han frelste os!’ eller de ville råbe til klipperne og bjergene om at
falde over dem og skjule dem for Lammets vrede. Vi tror, at Gud på denne måde har prøvet
sine børns tro og set, om de i prøvelsens time ville opgive den stilling, han ville sætte dem i
— eller om de ville give afkald på denne verden i fuld tillid til Guds ord.“18 {MBF 325.4}
250