Byen bytter byggeskikk - Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo - AHO

”Den væsentligste Del af et Tag er Spærrerne … . Spærrerne anbringes i regelen … parvis mod hinanden overen og samme Bjælke, i hvilken de begge med deres nederste Ender nedtappes. Tappens Brede er sædvanlig 1¾ à2”, men dens Længde 2½”, og denne Dybde have ogsaa Taphullerne i Bjælkerne. Tappene forbores ellerfornagles ikke, men da Spærrerne trykke stærkt mod Bjælkernes Endetræ, saa bør dette (hvad vi kalleSpærretaaen) ikke være under 5”, d.e. Spærren bør ikke stilles nærmere Bjælkens Ende”.En konsekvens av tappforbindelsen i fotpunktet er, som Broch skrev, at ”sperretåen” må ha enviss lengde. Av denne detaljen følger at taktekking direkte på sperrene ikke kan danne noeplan uten en form for oppfôring. Skal det dessuten være et takutspring av noen størrelse, mådet ordnes med separat bæring for dette. Den vanlige løsningen var i Christiania som andresteder å anbringe en kort raftsperre eller ”skalk” oppå sperren med forlengelse via sperretåenut forbi vegglivet. Den måtte nødvendigvis få en slakere vinkel enn sperren, og dermed villetakflaten få en knekk, men mindre brå og dramatisk enn vinkelen mellom sperre og sperretå.Resultatet ble svaien, en teknisk betinget form som en nødvendig konsekvens av sperrebindet.Under klassisismen ble plane takflater foretrukket, og skalkene ble da erstattet med lengreoversperrer helt opp til mønet. 125 Senere skulle svaien igjen bli et yndet arkitekturmotiv, menofte oppfattet som estetisk snarere enn teknisk motivert.Fig. 4.45Takfot etter Theodor Broch (1848:pl.XXVII). Bjelken er kammet over remmen (”ramstykket”), og sperren stårmed forsats (og usynlig tapp) på bjelken. ”Skalken” løfter takflaten opp og ut over ”sperretåen”. Legg merke tilat Broch viser takstein på åpen lekting uten bordtak.I tysk litteratur regnes det enkle, trekantete takbindet som den mest selvfølgelige av allekonstruksjoner for små hus (Böhm 1911:302f). 126 Hvis sperrenes lengde overstiger 3 meter,må de avstives. Det oppnås enklest med horisontale hanebjelker som gjensidig støttersperrene og fordeler vindtrykk og snølast mellom dem. Hanebjelkene ble til dels, og særlig ide eldste konstruksjonene, påbladet fra siden med ”svalehale”. Senere ble de vanligvis tappetinn i sperrene og sikret mot uttrekk bare med en nagle, men strekkpåkjenning forekomsjelden. 127 Sperrebindet med hanebjelke(r) (tysk: ”Kehlbalkendach”) kombinerte enkelhet125 Slik påforing i ettertid med oversperrer kan påvises bl.a. på Rådhusgaten 12, Kongens gate 1, Tollbodgaten 4og Dronningens gate 11.126 Tyskerne regner sperretaket som en så selvsagt ting at Böhm (1911:298) uten videre skriver: ”So ist derSparren der wesentlichste Bestandteil jedes Daches, und alle Dachstuhlkonstruktionen, so verwickelt sie auchsein mögen, haben schliesslich nur den einen Zweck, die Sparren in geigneter Weise zu halten und zu stützen.Für kleinste Verhältnisse ist ein Sattelförmiger Dachverband denkbar, der nur aus zwei Sparren besteht, dei aufeinem Balken ihren Aufstand finden. Von diese Figur, die die einfachste form eines sogenannten ”Dach-Gebindes” darstellt, … ”.127 Tappforbindelse og svalehale kan opptre samtidig i samme konstruksjon, som i Rådhusgaten 19 ogDronningens gate 11. Opplysningene om tømmerforbindelser i Christiania-takbind er hentet fra Gunnar269