MORMONS BOG

297 Almas Bog 21:10–22
Kristi komme og også angående
de dødes opstandelse, og at der
a ingen forløsning kunne være
for menneskeslægten, uden ved
Kristi død og lidelser og b forsoningen
ved hans blod.
10 Og det skete, da han begyndte
at udlægge dette for dem,
at de blev vrede på ham og begyndte
at spotte ham; og de ville
ikke høre de ord, som han talte.
11 Da han derfor så, at de
ikke ville høre hans ord, gik
han ud af deres synagoge og
kom over til en landsby, som
hed Ani-Anti, og der fandt han
Muloki i færd med at prædike
ordet for dem, og også Amma
og hans brødre. Og de stredes
med mange om ordet.
12 Og det skete, at de så, at
folket ville forhærde hjertet,
derfor drog de bort og kom
over til Middonis land. Og de
prædikede ordet for mange, og
nogle få troede på de ord, som
de forkyndte.
13 Alligevel blev Aron og et
vist antal af hans brødre grebet
og kastet i fængsel, og resten af
dem flygtede ud af Middonis
land til egnene deromkring.
14 Og de, der blev kastet i fængsel,
a led meget, og de blev udfriet
ved Lamonis og Ammons
hånd, og de fik mad og klæder.
15 Og de drog igen ud for at
kundgøre ordet, og således blev
de for første gang udfriet af
fængslet, og således havde de
lidt.
16 Og de drog derhen, hvor de
9a Mosi 5:8;
Alma 38:9.
b gs Forsoning.
14a Alma 20:29.
16a Alma 22:1.
17a L&P 18:44.
blev ledt af a Herrens Ånd, idet
de prædikede Guds ord i enhver
af amalekitternes synagoger
eller i enhver af lamanitternes
forsamlinger, hvortil de kunne
få adgang.
17 Og det skete, at Herren begyndte
at velsigne dem, således
at de bragte mange til kundskab
om sandheden; ja, de a overbeviste
mange om deres synder og
om deres fædres overleveringer,
som ikke var rigtige.
18 Og det skete, at Ammon
og Lamoni vendte tilbage fra
Middonis land til Ismaels land,
som var deres arveland.
19 Og kong Lamoni ville ikke
tillade, at Ammon skulle tjene
ham eller være hans tjener.
20 Men han foranledigede, at
der skulle bygges synagoger i
Ismaels land; og han foranledigede,
at hans folk, eller de
mennesker som var under hans
regering, skulle samle sig.
21 Og han frydede sig ved
dem, og han lærte dem meget.
Og han kundgjorde også for
dem, at de var et folk, som var
under ham, og at de var et frit
folk, at de var frie for kongens,
hans fars, undertrykkelse, for
hans far havde tilstedt ham, at
han kunne regere over de mennesker,
der var i Ismaels land
og i hele landet deromkring.
22 Og han kundgjorde også
for dem, at de havde a frihed til
at dyrke Herren deres Gud efter
deres ønsker, hvor som helst
de var, hvis det var i det land,
22a L&P 134:1–4;
TA 1:11.
gs Frihed.