MORMONS BOG

Almas Bog 56:41–53 400
flygtede vi hele den dag ud i
ødemarken, ja, indtil det blev
mørkt.
41 Og det skete, at vi igen, da
morgenlyset brød frem, så, at
lamanitterne var over os, og vi
flygtede for dem.
42 Men det skete, at de ikke
forfulgte os langt, før de gjorde
holdt; og det var om morgenen
på den tredje dag i den syvende
måned.
43 Og se, om de var blevet
indhentet af Antipus, vidste vi
ikke, men jeg sagde til mine
mænd: Se, vi ved ikke, om de
har gjort holdt med det formål,
at vi skal gå imod dem, så de
kan fange os i deres snare.
44 Hvad siger I derfor, mine
sønner, vil I gå mod dem for at
kæmpe?
45 Og se, jeg siger dig, min
elskede bror Moroni, at jeg
aldrig havde set så stort et
a mod, nej, ikke blandt nogen af
nefitterne.
46 For ligesom jeg altid havde
kaldt dem mine sønner (for de
var alle meget unge), så sagde
de til mig: Far, se, vor Gud er
med os, og han vil ikke tillade,
at vi skal falde, lad os derfor
drage frem; vi vil ikke slå vore
brødre ihjel, hvis de vil lade
os i fred; lad os derfor drage
frem, så de ikke skal besejre
Antipus’ hær.
47 Se, de havde aldrig kæmpet,
dog frygtede de ikke døden; og
de tænkte mere på deres fædres
a frihed, end de tænkte på deres
eget liv; ja, det var blevet dem
45a Alma 53:20–21.
47a Alma 53:16–18.
b Alma 57:21.
gs Mor.
fortalt af deres b mødre, at hvis
de ikke tvivlede, ville Gud
udfri dem.
48 Og de gentog deres mødres
ord for mig, idet de sagde: Vi
tvivler ikke på, at vore mødre
vidste det.
49 Og det skete, at jeg med
mine to tusinde vendte om mod
disse lamanitter, som havde forfulgt
os. Og se nu, Antipus’
hære havde indhentet dem, og
et skrækkeligt slag var begyndt.
50 Antipus’ hær, der var udmattet
på grund af deres lange
march over så kort et tidsrum,
var nær ved at falde i hænderne
på lamanitterne, og var jeg
ikke vendt om med mine to
tusinde, havde de opnået deres
hensigt.
51 For Antipus var faldet for
sværdet, og mange af hans ledere
på grund af deres træthed,
som var forårsaget af hastigheden
af deres march – derfor
begyndte Antipus’ mænd, som
var forvirrede på grund af deres
lederes fald, at vige for lamanitterne.
52 Og det skete, at lamanitterne
fattede mod og begyndte at forfølge
dem, og således forfulgte
lamanitterne dem med stor
kraft, da Helaman faldt over deres
bagtrop med sine to tusinde
og begyndte at slå dem ihjel,
således at hele den lamanitiske
hær gjorde holdt og vendte sig
mod Helaman.
53 Se, da Antipus’ folk så, at
lamanitterne havde vendt sig
om, samlede de deres mænd