MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

Eters Bog 6:1–12 568

Og nu går jeg, Moroni, videre

med at skrive optegnelsen om

Jered og hans bror.

2 For det skete, efter at Herren

havde beredt de a sten, som

Jereds bror havde båret op på

bjerget, at Jereds bror kom ned

fra bjerget, og han anbragte

stenene i de fartøjer, der var

blevet bygget, én i hver ende; og

se, de gav fartøjerne lys.

3 Og således lod Herren stenene

lyse i mørket for at give lys

til mænd, kvinder og børn, så

de ikke skulle krydse de store

vande i mørke.

4 Og det skete, at da de havde

beredt al slags mad, så de kunne

leve deraf på vandet og ligeledes

foder til deres flokke og

hjorde og alle de store dyr eller

små dyr eller fugle, som de

skulle bringe med sig – og det

skete, at da de havde gjort alt

dette, gik de ombord i deres

skibe eller fartøjer og stod til søs,

idet de betroede sig til Herren

deres Gud.

5 Og det skete, at Gud Herren

foranledigede, at en a rasende

vind skulle blæse hen over

vandenes overflade mod det

forjættede land; og således blev

de kastet om på havets bølger

for vinden.

6 Og det skete, at de mange

gange blev begravet i havets

dyb på grund af bølgerne, der

var så høje som bjerge, og som

brød ind over dem, og også

på grund af de store og skræk-

6 2a Eter 3:3–6.

5a Eter 2:24–25.

7a Eter 2:17.

b 1 Mos 6:14;

Moses 7:43.

9a gs Synge.

kelige uvejr, som blev forårsaget

af vindens heftighed.

7 Og det skete, at når de blev

begravet i dybet, var der ikke

noget vand, der kunne forvolde

dem skade, idet skibene var

a tætte som et fad, og de var også

tætte som Noas b ark; når de

derfor var omgivet af de mange

vande, anråbte de Herren, og

han bragte dem atter op til

overfladen af vandene.

8 Og det skete, at vinden aldrig

hørte op med at blæse mod det

forjættede land, mens de var på

vandene; og således blev de

drevet frem for vinden.

9 Og de a sang lovsange til

Herren; ja, Jereds bror sang

lovsange til Herren, og han

b takkede og priste Herren hele

dagen lang; og når natten kom,

holdt de ikke op med at prise

Herren.

10 Og således blev de drevet

frem; og ingen af havets uhyrer

kunne knuse dem, ej heller kunne

nogen hval gøre dem skade;

og de havde lys til stadighed,

hvad enten de var oven over

vandet eller under vandet.

11 Og således blev de drevet

frem på vandet i tre hundrede

og fireogfyrre dage.

12 Og de gik i land på kysten

af det forjættede land. Og da de

havde sat fod på kysten af det

forjættede land, bøjede de sig

ned på landets overflade og

ydmygede sig for Herren og

udgød glædestårer for Herren

b 1 Krøn 16:7–9;

Alma 37:37;

L&P 46:32.

Similar magazines