MORMONS BOG

Eters Bog 6:1–12 568
Og nu går jeg, Moroni, videre
med at skrive optegnelsen om
Jered og hans bror.
2 For det skete, efter at Herren
havde beredt de a sten, som
Jereds bror havde båret op på
bjerget, at Jereds bror kom ned
fra bjerget, og han anbragte
stenene i de fartøjer, der var
blevet bygget, én i hver ende; og
se, de gav fartøjerne lys.
3 Og således lod Herren stenene
lyse i mørket for at give lys
til mænd, kvinder og børn, så
de ikke skulle krydse de store
vande i mørke.
4 Og det skete, at da de havde
beredt al slags mad, så de kunne
leve deraf på vandet og ligeledes
foder til deres flokke og
hjorde og alle de store dyr eller
små dyr eller fugle, som de
skulle bringe med sig – og det
skete, at da de havde gjort alt
dette, gik de ombord i deres
skibe eller fartøjer og stod til søs,
idet de betroede sig til Herren
deres Gud.
5 Og det skete, at Gud Herren
foranledigede, at en a rasende
vind skulle blæse hen over
vandenes overflade mod det
forjættede land; og således blev
de kastet om på havets bølger
for vinden.
6 Og det skete, at de mange
gange blev begravet i havets
dyb på grund af bølgerne, der
var så høje som bjerge, og som
brød ind over dem, og også
på grund af de store og skræk-
6 2a Eter 3:3–6.
5a Eter 2:24–25.
7a Eter 2:17.
b 1 Mos 6:14;
Moses 7:43.
9a gs Synge.
kelige uvejr, som blev forårsaget
af vindens heftighed.
7 Og det skete, at når de blev
begravet i dybet, var der ikke
noget vand, der kunne forvolde
dem skade, idet skibene var
a tætte som et fad, og de var også
tætte som Noas b ark; når de
derfor var omgivet af de mange
vande, anråbte de Herren, og
han bragte dem atter op til
overfladen af vandene.
8 Og det skete, at vinden aldrig
hørte op med at blæse mod det
forjættede land, mens de var på
vandene; og således blev de
drevet frem for vinden.
9 Og de a sang lovsange til
Herren; ja, Jereds bror sang
lovsange til Herren, og han
b takkede og priste Herren hele
dagen lang; og når natten kom,
holdt de ikke op med at prise
Herren.
10 Og således blev de drevet
frem; og ingen af havets uhyrer
kunne knuse dem, ej heller kunne
nogen hval gøre dem skade;
og de havde lys til stadighed,
hvad enten de var oven over
vandet eller under vandet.
11 Og således blev de drevet
frem på vandet i tre hundrede
og fireogfyrre dage.
12 Og de gik i land på kysten
af det forjættede land. Og da de
havde sat fod på kysten af det
forjættede land, bøjede de sig
ned på landets overflade og
ydmygede sig for Herren og
udgød glædestårer for Herren
b 1 Krøn 16:7–9;
Alma 37:37;
L&P 46:32.