MORMONS BOG

33 Nefis Første Bog 14:24–15:4
skrive, er retfærdigt og sandt;
og se, det bliver skrevet i den
a bog, som du så udgå af jødens
mund; og på det tidspunkt da
det udgik af jødens mund, eller
på det tidspunkt da bogen
udgik af jødens mund, var det,
der var skrevet, tydeligt og
rent og yderst b dyrebart og let
at forstå for alle mennesker.
24 Og se, af det, som denne
Lammets a apostel skal skrive,
er der meget, som du har set;
og se, du skal se resten.
25 Men det, som du herefter
skal se, skal du ikke skrive, for
Gud Herren har ordineret Guds
lams apostel, for at han skulle
a skrive det.
26 Og også andre, som har
levet, til dem har han vist alt,
og de har skrevet det; og det er
blevet a forseglet for, når Herren
anser tiden for at være inde,
at komme frem i dets renhed,
i overensstemmelse med den
sandhed der er i Lammet, til
Israels hus.
27 Og jeg, Nefi, hørte og aflægger
vidnesbyrd om, at navnet på
Lammets apostel var a Johannes
ifølge englens ord.
28 Og se, det er mig, Nefi,
forbudt at skrive resten af det,
som jeg så og hørte; derfor er
det, som jeg har skrevet, nok for
mig, og jeg har kun skrevet en
lille del af det, som jeg så.
29 Og jeg aflægger vidnesbyrd
om, at jeg så det, som min a far
23a 1 Ne 13:20–24;
Morm 8:33.
b 1 Ne 13:28–32.
24a Eter 4:16.
25a Joh 20:30–31;
Åb 1:19.
26a 2 Ne 27:6–23;
Eter 3:21–27; 4:4–7;
L&P 35:18;
JS–H 1:65.
så, og Herrens engel gav det til
kende for mig.
30 Og nu holder jeg op med at
tale angående det, som jeg så,
mens jeg var bortrykket i ånden,
og skønt alt det, som jeg så, ikke
er skrevet ned, så er det, som jeg
har skrevet, a sandt. Og således
er det. Amen.
KAPITEL 15
Lehis efterkommere skal modtage
evangeliet fra ikke-jøderne i de sidste
dage – Indsamlingen af Israels
hus sammenlignes med et oliventræ,
hvis naturlige grene igen bliver
podet ind – Nefi udlægger synet
om livets træ og taler om Guds
retfærdighed i at skille de ugudelige
fra de retfærdige. Omkring 600–
592 f.Kr.
Og det skete, efter at jeg, Nefi,
havde været bortrykket i ånden
og set alt dette, at jeg vendte
tilbage til min fars telt.
2 Og det skete, at jeg så mine
brødre, og de mundhuggedes,
den ene med den anden, angående
det, som min far havde
talt til dem.
3 For han talte i sandhed mange
store ting til dem, som var
svære at aforstå, medmindre
man ville adspørge Herren; og
de, som var hårde i hjertet, de
så derfor ikke hen til Herren,
som de burde.
4 Og se, jeg, Nefi, var bedrøvet
27a Åb 1:1–3.
29a 1Ne8.
30a 2 Ne 33:10–14.
15 3a 1 Kor 2:10–12;
Alma 12:9–11.