MORMONS BOG

Nefis Første Bog 18:1–11 46
Og det skete, at de tilbad Herren
og gik med mig; og vi tilvirkede
tømmer med kunstfærdig forarbejdning.
Og Herren viste
mig fra tid til anden, på hvilken
måde jeg skulle forarbejde tømmeret
til skibet.
2 Se, jeg, Nefi, forarbejdede
ikke tømmeret på den måde,
som mennesker havde lært, ej
heller byggede jeg skibet på menneskers
måde; men jeg byggede
det på den måde, som Herren
havde vist mig; derfor var det
ikke på menneskers måde.
3 Og jeg, Nefi, gik op på bjerget
ofte, og a jeg bad ofte til Herren;
derfor b viste Herren mig store
ting.
4 Og det skete, at efter at
jeg havde gjort skibet færdig i
overensstemmelse med Herrens
ord, så mine brødre, at det var
godt, og at forarbejdningen
af det var overordentlig fin;
derfor a ydmygede de sig igen
for Herren.
5 Og det skete, at Herrens
røst kom til min far, at vi skulle
bryde op og gå ned i skibet.
6 Og det skete den næste dag,
efter at vi have beredt alt, megen
frugt og a kød fra ørkenen og
honning i overflod og proviant
i overensstemmelse med det,
som Herren havde befalet os, at
vi gik ned i skibet med al vor
last og vore frø og alt det, vi
havde taget med os, enhver efter
sin alder; og se, vi gik alle ned
18 3a gs Bøn.
b gs Åbenbaring.
4a 1 Ne 16:5.
6a 1 Ne 17:2.
7a 2 Ne 2:1.
b 2 Ne 3:1.
8a 2 Ne 10:20.
b 1 Ne 2:20.
gs Forjættet land.
10a 1 Ne 17:17–55.
i skibet med vore hustruer og
vore børn.
7 Og se, min far havde fået to
sønner i ørkenen; den ældste
hed a Jakob og den yngste b Josef.
8 Og det skete, efter at vi var
gået ned i skibet og havde taget
vor proviant og de ting, som
vi var blevet befalet, med os, at
vi sejlede ud på a havet og blev
drevet frem af vinden mod det
b forjættede land.
9 Og efter at vi var blevet drevet
frem af vinden i et tidsrum
af mange dage, se, da begyndte
mine brødre og Ismaels sønner
og ligeledes deres hustruer at
gøre sig lystige, således at de
begyndte at danse og at synge
og at tale med stor usømmelighed,
ja, så de endog glemte,
ved hvilken kraft de var blevet
ført derhen, ja, de var opløftede
til overordentlig stor usømmelighed.
10 Og jeg, Nefi, begyndte at
frygte overordentligt, at Herren
skulle blive vred på os og slå os
på grund af vor ugudelighed, så
vi skulle blive opslugt i havets
dyb; derfor begyndte jeg, Nefi,
at tale til dem med megen alvor;
men se, de blev a vrede på mig
og sagde: Vi vil ikke have, at vor
yngre bror skal være b hersker
over os.
11 Og det skete, at Laman og
Lemuel greb mig og bandt mig
med reb og behandlede mig
med megen hårdhændethed;
b 1 Mos 37:9–11;
1 Ne 16:37–38;
2Ne1:25–27.