MORMONS BOG

Almas Bog 48:6–16 374
zoramitterne, da de var bedst
kendt med nefitternes styrke og
deres tilflugtssteder og de svageste
dele af deres byer; derfor
udpegede han dem til at være
øverste anførere for sine hære.
6 Og det skete, at de tog deres
tros og drog frem gennem ødemarken
mod Zarahemlas land.
7 Se, det skete, at mens Amalikija
således havde opnået magt
ved svindel og bedrag, havde
Moroni på den anden side
a beredt folkets sind til at være
trofast mod Herren deres Gud.
8 Ja, han havde styrket nefitternes
hære og opført små
fæstninger eller tilflugtssteder
ved at opkaste jordvolde rundt
omkring for at omslutte sine
hære og også ved at bygge mure
af sten for at omslutte dem,
rundt om deres byer og deres
lands grænser, ja, omkring hele
landet.
9 Og i deres svageste befæstninger
satte han det største antal
mænd; og således befæstede og
styrkede han det land, der var
i nefitternes besiddelse.
10 Og således traf han forberedelser
til at a forsvare deres frihed,
deres jorder, deres hustruer
og deres børn og deres fred, så
de kunne leve for Herren deres
Gud, og så de kunne bevare
det, som af deres fjender blev
kaldt de kristnes sag.
11 Og Moroni var en stærk
og en mægtig mand; han var
en mand med en fuldkommen
a forståelse, ja, en mand, der ikke
7a Alma 49:8.
10a Alma 46:12–13.
11a gs Forståelse.
12a gs Velfærd.
13a Alma 46:20–22.
14a Alma 43:46–47;
frydede sig ved blodsudgydelse,
en mand, hvis sjæl glædede
sig over sit lands og sine brødres
frihed fra trældom og slaveri,
12 ja, en mand, hvis hjerte
svulmede af taksigelse til sin
Gud for de mange privilegier og
velsignelser, som han skænkede
sit folk, en mand, der arbejdede
overordentlig hårdt for sit folks
a velfærd og sikkerhed.
13 Ja, og han var en mand, der
var fast i troen på Kristus, og
han havde a svoret med en ed at
ville forsvare sit folk, sine rettigheder,
sit land og sin religion, ja,
om han så skulle miste sit blod.
14 Se, nefitterne var blevet oplært
i at forsvare sig mod deres
fjender, endog til at udgyde
blod om det var nødvendigt;
ja, og de var også blevet formanet
til a aldrig at vække anstød,
ja, og aldrig at løfte sværdet,
medmindre det var mod en
fjende, medmindre det var for at
bevare livet.
15 Og dette var deres tro, at
Gud, ved at de gjorde således,
ville give dem fremgang i landet,
eller med andre ord, hvis de
var trofaste i at holde Guds
befalinger, at han da ville give
dem fremgang i landet, ja, formane
dem til at flygte eller til
at berede sig til krig afhængig
af deres fare,
16 og også, at Gud ville tilkendegive
for dem, hvor de skulle
drage hen for at forsvare sig
mod deres fjender, og ved at
gøre således ville Herren udfri
3 Ne 3:20–21;
Morm 3:10–11;
L&P 98:16.