PUBLIC PROCUREMENT - Lexnet

Herudover kan ordregivere, hvis de er i tvivl om virksomhedernes personlige forhold, henvende sig til de
kompetente myndigheder for at indhente de relevante oplysninger.
Hvis det drejer sig om virksomheder, der er etableret i et andet land, kan ordregiverne anmode det
pågældende lands myndigheder om samarbejde, jf. direktivets art. 45, stk. 1, 3 afsnit.
Efter forsyningsvirksomhedsdirektivets art. 54, stk. 4, andet led er det alene de ordregivere, der er
defineret som ordregivende myndigheder i henhold til direktivets art. 2, stk. 1, litra a), der har pligt til
at udelukke virksomheder, der er dømt for nogle af de ovennævnte forhold. Det drejer sig navnlig om
ordregivere, der også er omfattet af udbudsdirektivet, herunder fx staten, kommuner, offentligretlige
organer mv.
Pligten til obligatorisk udelukkelse gælder således ikke for andre ordregivere, der er omfattet af
forsyningsvirksomhedsdirektivet, men som ikke falder ind under direktivets art. 2, stk. 1, litra a).
Listen over de former for kriminalitet, der fører til obligatorisk udelukkelse, findes ikke i
forsyningsvirksomhedsdirektivet, men i § 4 i bekendtgørelse nr. 936 af 16. september 2004, dvs. den
bekendtgørelse, der gennemfører direktivet. Listen er identisk med den i udbudsdirektivet.
Frivillig udelukkelse
Udbudsdirektivet art. 45, stk. 2 indeholder en udtømmende liste over forhold, som i sig selv (dvs. uden
at blive vægtet med konkurrenternes forhold) kan føre til, at ansøgere eller tilbudsgivere udelukkes fra
udbudsproceduren. Denne mulighed har også eksisteret i de tidligere udbudsdirektiver.
De forhold, der er nævnt i art. 45, stk. 2, drejer sig om:
1. Konkurs eller anden insolvensbehandling;
2. Dom for strafbart forhold, der rejser tvivl om den pågældendes faglige hæderlighed. Her er der tale
om andre kriminelle forhold end dem, der fører til obligatorisk udelukkelse, jf. ovenfor.
En overtrædelse af den nationale miljølovgivning, for hvilken der er afsagt en endelig dom, kan
betragtes som en strafbar handling, der rejser tvivl om virksomhedens faglige hæderlighed eller som en
alvorlig fejl. Det samme gælder en overtrædelse af en strafbar bestemmelse i arbejdsmiljølovgivningen,
som er relevant for det pågældende udbud.
3. Restancer i forhold til det offentlige. Her nævner direktivet manglende betaling af bidrag til de
sociale sikringsordninger i det pågældende land samt betaling af skatter og afgifter.
Det er dog vigtigt at huske, at det efter den danske lov om begrænsning af skyldneres mulighed for at
deltage i offentlige udbud er obligatorisk for en tilbudsgiver at afgive en tro og love erklæring om
ubetalt forfalden gæld til det offentlige. Denne lov er fortsat gældende og ordregivere har pligt til at
overholde den.
4. Svigagtig afgivelse af urigtige oplysninger om de forhold, der er relevante for udvælgelsen, i
forbindelse med et udbud
5. Bevisligt alvorlige fejl ved udøvelsen af erhvervet.
Ordregiveren kan kræve dokumentation vedrørende de tre førstnævnte forhold, men har selv
bevisbyrden vedrørende de sidste. Hvilke former for dokumentation, der kan kræves er fastsat i
direktivets art. 45, stk. 3.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har etableret en servicefunktion, der gør det muligt for potentielle
tilbudsgivere kun at henvende sig ét sted for, i form af en serviceattest, at få dokumentationen
vedrørende de første forhold. Da udstedelsen af serviceattesten indebærer bl.a., at der indhentes
oplysninger fra strafferegistret, må det antages, at serviceattesten også kan bruges som dokumentation
for de forhold, der fører til obligatorisk udelukkelse.
Udbudsdirektiverne regulerer ikke spørgsmålet om, hvor gammel en serviceattest må være. Det er
således op til ordregiveren at beslutte, hvor gammel en attest denne vil acceptere.
139