PUBLIC PROCUREMENT - Lexnet

Konkurrencestyrelsen - Anbefalinger og konklusion https://www.ks.dk/publikationer/udbud/1997/rgudland/109/?print=1
Anbefalinger og konklusion
Konkurrencestyrelsen:
Danske virksomheders muligheder ved offentlige EU-udbud i udlandet
10. Anbefalinger og konklusion
De foregående afsnit giver anledning til fremsættelse af en række konklusioner og anbefalinger. Dels til EU, dels til de
nationale myndigheder og dels til ordregivere og tilbudsgivere.
I flere tilfælde må anbefalingerne behandles af dem alle eller i hvert fald af mere end én af de nævnte grupper. Selv om man
rent teoretisk kunne fremsætte et meget stort antal forslag til ændringer både i EU-direktiverne og i deres administrative
gennemførelse i medlemslandene, er det imidlertid vigtigt at notere sig det altdominerende ønske blandt de interviewede
tilbudsgivere og ordregivere om at få en lang periode med ro omkring lovgivningen.
Et yderligere argument for ro omkring lovgivningen er, at der er omfattende forandringer undervejs, som vil få konsekvenser
for, hvordan offentlige indkøb vil blive tilrettelagt i fremtiden. Her tænkes specielt på deregulerings- og privatiseringsinitiativer
samt den ny informationsteknologis betydning for markedets gennemsigtighed.
Der er en række områder, hvor ændringer kunne begrundes, men indførelsen af de nye udbudsregler har haft så mange
konsekvenser for den offentlige administration og for tilbudsgiverne, at det vil være klogest at skride langsomt til værks og at
koncentrere sig om nogle få områder, hvor forbedringer til gengæld vil være mærkbare. Denne overordnede konklusion af
analysen er grundlaget for de efterfølgende betragtninger.
Anbefalingerne er rettet mod fire forskellige aktører i feltet af offentlige indkøbsaktiviteter. Det er EU som lovgivende
institution, de nationale konkurrencemyndigheder som udførende og kontrollerende organer, tilbudsgiverne og ordregiverne.
De vil blive behandlet i de tre efterfølgende afsnit.
10.1 EU-lovgivningen
Ved en kommende revision af EU-direktiverne bør man overveje tærskelværdiernes absolutte størrelse. Det vil muligvis være
en fordel at løfte værdierne, hvis man til gengæld kan opnå en bedre kontrol med overholdelsen af reglerne og pga. de
relativt høje omkostninger, der er forbundet med at udfærdige tilbud uden for det nationale marked, er disse først og
fremmest interessante ved kontrakter, der overstiger de nuværende tærskelværdier. Dette gælder specielt for vare- og
tjenesteydelesleverancer.
Reglerne bør ligeledes forenkles og gøres mere tilgængelige, da det ikke er tilstrækkeligt med nationale
implementeringsregler.
Man bør også overveje om ligebehandlingsprincippets nuværende fortolkning er rimelig. Det er klart et problem, at
ordregiverne er afskåret fra en fornuftig dialog og et fornuftigt samarbejde med potentielle tilbudsgivere inden selve
udbudsfasen starter. Et sådant samarbejde bør naturligvis ikke føre til forskelsbehandling i udbudsfasen, men det bør heller
ikke komme potentielle tilbudsgivere til skade, at de har anvist tekniske og kommercielle løsninger, som senere kan føre til, at
udbuddet forbedres og at projektets, leverancens eller tjenesteydelsens rentabilitet forbedres.
Ligebehandlingsprincippet betyder, at de bydende firmaer skal have lige vilkår eller muligheder for at løse en opgave. Det
betyder alene, at de skal have det samme materiale til rådighed for udformningen af deres tilbud, således at de ikke
diskrimineres i løbet af udbudsproceduren. Dette bør præciseres enten i direktiverne eller i deres fortolkning. Til gengæld er
det klart, at en tilbudsgiver diskvalificerer sig selv, hvis den pågældende har deltaget i udarbejdelsen af selve
udbudsmaterialet eller i bedømmelsen af de indkomne tilbud.
Når man bevæger sig ind i definitionerne af de forskellige former for udbud, er der basis for en præcisering af reglerne for
udbud med forhandling. Tilbudsgiverne er ofte på usikker grund, hvilket betyder, at deres indledende tilbud kan give dem et
dårligt udgangspunkt for den endelige forhandling. Man bør derfor kræve en mere klar beskrivelse af de områder, hvor
ordregiverne ønsker, at en forhandling kan finde sted.
Et område, hvor EU-lovgivningen også bør sætte ind, er anvendelse af hasteproceduren. Den er oprindeligt anset for at være
en procedure, som skal omfatte rent ekstraordinære tilfælde. Når man i et land som Italien kan have mere end 30 procent af
udbuddene omfattet af denne procedure, og når man i f.eks. Tyskland kan have mere end hvert tolvte tilbud omfattet af
denne procedure, så er det imidlertid et vidnesbyrd om, at den misbruges. Derfor bør overvågning og håndhævelsen af
reglerne skærpes.
Når man vender sig til selve anvendelsesområdet for EU-lovgivningen, er der først og fremmest et problem vedrørende
definitionen af de ordregivende myndigheder. Hvis en statsejet finansiel institution eller produktionsvirksomhed ikke har til
formål at løse generelle samfundsmæssige opgaver men alene konkurrerer med tilsvarende privat ejede virksomheder, er den
undtaget EU-reglerne. Dette gælder uanset denne institutions selskabsretlige status. Her bør man kræve en skærpelse af
EU-lovgivningen, således at virksomhedens forpligtelser til at følge EU-reglerne afgøres af den offentlige ejers bestemmende
indflydelse.
Blandt de krav, som tilbudsgiverne har fremført i samtalerne, er der især to, som bør tillægges vægt.
For det første bør man i EU-lovgivningen og i Kommissionens fortolkninger af denne lovgivning kræve en harmonisering af de
krav, som ordregiverne kan stille til oplysninger fra tilbudsgivere. Det gælder krav om regnskabsoplysninger,
bankoplysninger, autorisationer, eksaminer, personlige referencer m.v. For det andet bør man skærpe kravene til
1 of 3 14/03/2005 17:27