PUBLIC PROCUREMENT - Lexnet

Konkurrencestyrelsen - Succeskriterier versus barrierer https://www.ks.dk/publikationer/udbud/1997/rgudland/101/?print=1
virksomhederne. Den manglende standardisering af de oplysninger, der rekvireres, skaber usikkerhed. Årsregnskaber,
bankoplysninger og selskabsvedtægter udformes forskelligt i de forskellige medlemslande og er ikke tilstrækkeligt
harmomiseret på EU-plan.
Ordregiverne vil også gerne have mulighed for helt uformelle forhåndsdrøftelser med potentielle tilbudsgivere. Selv om
sådanne forhåndssamtaler måske undertiden ligger på kanten af det etisk forsvarlige, må man konstatere, at de finder sted,
og at de kan munde ud i en eller anden form for forståelse om, at et godt tilbud kan bane vejen for et mere permanent
samarbejde. Også sådanne forhold trækker i retning af fordele ved lokal repræsentation eller lokalt partnerskab for en
udenlandsk tilbudsgiver.
Når det gælder installation af maskiner, servicering i en garantiperiode eller levering af supplerende tjenesteydelser i øvrigt vil
ordregiverne ofte gerne være sikre på, at leverandøren er i stand til at forstå den lokale kultur og især at tale det lokale sprog
i forbindelse med instruktion i anvendelse af maskiner, varer og f.eks. edb-programmer. De vil også gerne være sikre på, at
tjenesteydelser og vedligeholdelsesbehov kan opfyldes meget hurtigt.
Når der stadig er et stort element af lokal eller national succes i forbindelse med afgørelse af, hvem der vinder udbud, hænger
det måske mere sammen med, at udbyderne efterspørger nogle bestemte kvaliteter hos tilbudsgiverne end med en bevidst
forskelsbehandling.
Derfor bør danske tilbudsgivere i høj grad betragte deltagelse i EU-udbud som en del af et helt almindeligt eksportarbejde,
hvor man løber ind i lignende problemer, uden at man kan sige, at der er tale om bevidst forskelsbehandling. Det er simpelt
hen almindelige indkøbspolitiske argumenter, man er oppe imod, og som man må bestræbe sig på at håndtere.
EU-direktiverne om offentlige indkøb betyder ikke, at man nu kan bevæge sig ind på nye markeder fra skrivebordet hjemme
på baggrund af annoncering i TED-databasen eller i EF-Tidende. De betyder alene, at man ikke længere er afskåret fra at
kunne operere på markedet for offentlige indkøb i andre EU-lande, men det kræver lige så store anstrengelser at være
succesfuld som enhver anden form for eksportarbejde.
9.3 Hvorfor går det dårligt?
Den anden side af den medalje, hvor succeskriterierne udgør forsiden, indeholder naturligvis, hvad man kunne betegne som
fiaskokriterierne. De årsager, der kan være medvirkende til, at man ikke får et arbejde eller en leverance. Nogle af disse
årsager ligger hos tilbudsgiverne selv og fremgår af de foregående analyser.
Der er imidlertid også barrierer, som kan henføres til andre forhold, som enten de facto virker diskriminerende eller som i
hvert fald udgør store barrierer, der må overvindes, uden at man altid kan sige at de er bevidst diskriminerende.
Et eksempel herpå er autorisationsregler, licensregler, måden hvorpå et arbejde opdeles i under- eller delentrepriser,
forskellige arbejdsmarkedsregler i EU-landene og lignende. Dette er problemer, man især støder på i bygge- og
anlægssektoren.
Ved vareleverancer løber man stadig ind i problemer med de nationale standard- og normspecifikationer, som anvendes, fordi
der endnu ikke på alle områder er etableret fælles standarder og normer på EU-plan. Af mere direkte chikanerende problemer
kan nævnes anvendelsen af hasteproceduren, for sen modtagelse af udbudsmateriale, urimelige tidsfrister, dårlige
betalingsfrister, ufuldstændige informationer.
Et supplement til de ovennævnte grunde er at finde i Europa Kommissionens analyse. Denne viser, at blandt de vigtigste
grunde til at virksomhederne ikke vinder opgaver i udlandet er: For det første, at ordregiverne har svært ved at acceptere nye
leverandører, dernæst en manglende lokal tilstedeværelse, at prisen er for høj, samt at ordregivere har svært ved at
acceptere nye ideer.
9.4 Branchespecifikke succeskriterier
Af mere branchespecifikke succeskriterier skal nævnes nogle, som ofte kommer til udtryk i samtaler med potentielle
tilbudsgivere. Inden for bygge- og anlægssektoren såvel som inden for de rådgivende virksomheders verden er der enighed
om, at man bør holde sig til sine specialer. Dette bygger alene på meget veletablerede regler, men også på lang tids erfaring.
Der er i Danmark og en række andre nordeuropæiske lande en tradition for, at den rådgivende og den udførende funktion
ikke blandes sammen. I de sydeuropæiske lande er forholdene lidt anderledes. Her er det ofte de offentlige virksomheder
selv, som varetager den rådgivende funktion.
Ved en sammenblanding kan der dels være risiko for inhabilitet når mnde. Ofte er det simpelt hen den afgørende
forudsætning for at blive prækvalificeret og derefter, i de tilfælde hvor det er tilladt, at blive anbragt på en kvalifikationsliste,
hvorfra ordregiverne over de efterfølgende år rekrutterer tilbudsgivere.
De ovenfor beskrevne succeskriterier og tilsvarende faldgruber eller årsager til, at man ikke kan komme ind på markedet,
rejser blandt mange andre også spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden kan forbedre indsatsen for at gøre deltagelse i
offentlige indkøb til en lige så naturlig ting som alle andre former for eksport.
9.5 Samarbejde mellem virksomheder
Der er tegn på, at der er ved at udvikle sig et særligt problem for de mindre virksomheder, som alle ellers taler så varmt om.
I og med at udbuddene bliver større og større og derfor også mere og mere komplekse, bliver det vanskeligere for de mindre
virksomheder at være med.
Fra udbyderside kan der naturligvis være gode grunde til at forsøge at gruppere opgaverne mest muligt. Det sparer penge og
administration, hvis man kan nøjes med en enkelt udbudsforretning i stedet for et antal små. Men hvis man fra at definere en
opgave som "rengøring af en bygning" til at omfatte management, drift, sikkerhed og rengøring af et bygningskompleks,
bliver det vanskeligere for de små at klare opgaven, med mindre de svarer igen ved at danne konsortier, som kan dække
udbuddets delområder. Men det er ikke nogen nem opgave at klare, i hvert fald på kort sigt. Kun hvis tendensen til de mere
omfattende udbud holder, og peger i en bestemt retning, kan det blive aktuelt at danne sådanne konsortier. Men det må
konstateres, at der her er endnu en årsag til, at udbudsmarkedet - på trods af de smukke ord og intentioner - ikke bliver
mere favorabelt for de mindre virksomheder.
2 of 3 14/03/2005 17:26