PUBLIC PROCUREMENT - Lexnet

Konkurrencestyrelsen - Ordregivernes situation https://www.ks.dk/publikationer/udbud/1997/rgudland/077/?print=1
Østrig 2,7 pct.
Sverige 1,2 pct.
Finland 0,6 pct.
Kilde: TED- Databasen.
Man kan naturligvis altid diskutere, hvad en for vidtgående anvendelse af hasteproceduren er. Men det kan slås fast, at en
anvendelse af det italienske omfang i hvert fald ikke er tiltænkt i direktiverne. Den britiske og den tyske anvendelse af
hasteproceduren skiller sig også ud fra de øvrige lande, som har en "passende" lav anvendelse. Man kan også notere sig, at
de lande, som stort set ikke anvender udbud efter forhandling - især Grækenland, Spanien og Portugal - ikke bruger
hasteproceduren i stedet for at forhindre fremmede bud i at nå frem i tide.
For Italiens vedkommende bruges hasteproceduren såvel af centraladministrationen (i ikke færre end 62 pct. af tilfældene) og
af regionale og lokale administrationer. Derimod bruges metoden stort set ikke af de italienske forsyningsvirksomheder, der i
overvejende grad har brugt begrænset udbud eller forhandlingsmetoden. Hvis man alene ser på de centrale myndigheder, så
anvendes hasteproceduren også meget i Tyskland (knap 20 pct.), i Storbritannien (8 pct.) og i Danmark (6 pct.). Se desuden
bilag 8 om hasteproceduren.
I de oplysninger, der er givet i forbindelse med denne undersøgelse, varierer anvendelsen af offentligt udbud meget blandt
ordregiverne. Nogle siger, at der kommer for få tilbud ved de offentlige udbud, men så forskellige ordregivere som Catalonien
og Stockholms Län bruger næsten ikke andet, selv til indkøb af mindre varer som f.eks. kontorartikler. I Stockholms tilfælde
er der i sådanne tilfælde normalt tale om aftaler om levering i en længere periode, f.eks. 2-3 år. En interessant forskel kom i
interviewene i Storbritannien. Mens en kommunal organisation klart gik ind for offentligt udbud, var det britiske
indenrigsministerium og finansministeriets udbudsafdeling klart imod anvendelsen af denne procedure. Indenrigsministeriet
foretrak forhandlingsproceduren - og mente den skulle anvendes mere - mens finansministeriet helst ville bruge begrænset
udbud. - Myndighederne kan ikke lide offentligt udbud, for det giver en masse arbejde pga. ofte mange tilbud, sagde man fra
finansministeriets side.
Europa-Kommissionen selv foretrak i den første periode efter reglernes indførelse at bruge offentligt udbud, men
Kommissionen synes nu på vej mod at foretrække begrænset udbud - primært på grund af høje oversættelsesomkostninger
ved offentligt udbud. Ved begrænset udbud oversættes udbudsmaterialet kun til de indbudtes sprog.
De begrænsede udbud har sine tilhængere, fordi det er muligt at sortere de virksomheder fra, der ikke findes gode nok, for
derefter at indbyde et begrænset antal firmaer til at afgive tilbud. Andre finder dem unødvendige, fordi der simpelt hen ikke
modtages særlig mange bud selv ved de offentlige udbud. Derfor er sorteringsprocessen unødvendig.
Opbygningen af leverandørlister via prækvalifikation bruges f.eks. til rammeaftaler om levering af konsulentydelser, men
bruges ellers stort set ikke af de interviewede.
Udbud efter forhandling, som foretrækkes af en del virksomheder, bliver ikke i samme omfang nævnt af indkøberne, men
denne metode har også status af en undtagelsesregel. Blandt de interviewede blev denne metode mest anvendt i forbindelse
med meget store tilbud, men der spores en tendens til, at der holdes interviewrunder efter at tilbuddene er afgivet. Men der
spores også en frygt blandt ordregiverne for at få kritik for at anvende metoden forkert - formentlig først og fremmest fordi
metoden giver ringe mulighed for transparens. En del af ordregiverne tilkendegav desuden, at de kan overveje at anvende
forhandlinger, såfremt de afgivne bud ikke når de kvalitetskrav, der er opstillet på forhånd. Der kan også være tale om, at
man tager en interviewrunde, når beslutningen næsten er taget. I så fald er det med én eller kun nogle få virksomheder,
hvilket har den betydning, at man kan sikre sig, at man har fat i den rigtige virksomhed, og desuden kan man forhandle
kontraktmæssige spørgsmål på dette tidspunkt.
Men der er også udbydere, som finder forhandlingerne vanskelige, fordi der ikke findes regler for, hvordan de skal foregå,
eller hvad de kan dreje sig om. Igen har man her en vis frygt for kritik på grund af uklare regler. Det kunne give problemer i
forhold til ligebehandling af de bydende i denne forbindelse, og der er kommet klare tilkendegivelser fra ordregivere - især fra
fransk side - om, at man ikke bør slække på kravene eller gøre dem mere fleksible.
Europa-Kommissionen forsøger at undgå at anvende denne procedure. Men i visse tilfælde er den nødvendig, simpelt hen
fordi man ikke har fået tilstrækkeligt med tilbud (eller for dårlige tilbud) til at kunne afgøre sagen på baggrund af et offentligt
udbud.
Såfremt en virksomhed beder om svar på opklarende spørgsmål, sendes spørgsmålet og svaret til samtlige bydende
virksomheder for at stille dem lige. Det sker imidlertid, at virksomheder afholder sig fra at stille sådanne spørgsmål, fordi det
kan afsløre svagheder i deres position i forhold til leverancen.
De interviewede ordregivere lagde stor vægt på, at man ikke generelt kan udpege en favoritmetode for udbud. Det tager man
stilling til i det konkrete tilfælde. Derimod blev der lagt stor vægt på, at udbudsmaterialet er af en så høj kvalitet, at
virksomhederne nøjagtigt ved, hvad det er, de byder på. Hvis udbudsmaterialet er godt, kommer der heller ikke så mange
uddybende spørgsmål. Derfor undgår man i reglen problemerne med at trække grænser mellem egentlige forhandlinger og
besvarelse af uddybende tekniske spørgsmål.
Offentligt udbud ser som nævnt ud til at være ganske populære, og denne udbudsform blev anvendt af et flertal af de
interviewede til alle typer af udbud, dvs. for bygge- og anlægsarbejder, for levering af varer, for levering af tjenesteydelser og
i forbindelse med leverancer til forsyningssektorer.
Begrænset udbud blev ikke brugt særlig ofte, og udbud efter forhandling ser ud til i stort omfang at være reserveret til byggeog
anlægsprojekter og til andre specielle sager (f.eks. hvor det er svært at beskrive produktet eller tjenesteydelsen præcist),
og kun i tilfælde, hvor det eksplicit er tilladt i lovgivningen.
Med henblik på at få så mange og så gode tilbud som muligt, holder mange ordregivere informationsmøder om deres
indkøbsplaner. Sådanne møder er især almindelige i forbindelse med større udbud. De fleste ordregivere har tillige meget
hyppige kontakter med deres leverandører. Virksomhederne besøger ofte ordregiverne, og de offentlige indkøbere er på besøg
hos virksomheder, eller møder leverandører i forbindelse med messer og lignende arrangementer. I Frankrig blev der nævnt
5 of 7 14/03/2005 17:24