PUBLIC PROCUREMENT - Lexnet

Udbudsregler - EU's udbudsdirektiver, Vejledning http://www.ks.dk/publikationer/1999/udbudsdirektiv/ren.htm
Direktiverne forudsætter, at flere kontrakter (delkontrakter) må lægges sammen ved vurderingen af
tærsklen, men tager ikke generel stilling til, under hvilke omstændigheder der skal ske en sådan
sammenlægning.
Vareindkøbsdirektivets artikel 5, stk. 4, anfører, at der skal være tale om ensartede varer, der er
opdelt på delkontrakter, der indgås samtidig.
Tjenesteydelsesdirektivet indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men artikel 7, stk. 2, taler om
Tjenesteyderens samlede anslåede vederlag, og tager således som et udgangspunkt, at én leverandør
skal kunne levere det hele.
Derimod tager Forsyningsvirksomhedsdirektivet i artikel 14, stk. 10, udgangspunkt i, at der skal ske
sammenlægning af kontrakterne, selv om et bygge- og anlægsarbejde er opdelt i fagentrepriser, hvor
der indgås kontrakt med hver branche for sig. Der er her tale om, at summen af kontrakter skal
resultere i ét hele af bygge- og anlægsarbejde. Tilsvarende gælder for arbejder omfattet af Bygge- og
Anlægsdirektivet, bl. a. efter en fortolkning af direktivets definition af bygge- og anlægsarbejder som
"resultatet af et sæt bygge- og anlægsaktiviteter bestemt til i sig selv at udfylde en økonomisk eller
teknisk funktion".
Bygge- og Anlægsdirektivets artikel 6, stk. 4, indeholder ligesom de øvrige direktiver en bestemmelse om, at en ordregiver
ikke må "opdele kontrakterne" for at undgå at ramme tærsklerne. Disse bestemmelser lægger imidlertid ikke op til, at de
opdelte kontrakter hidrører fra leverandører af forskelligartede ydelser.
Bygge- og Anlægsdirektivets artikel 6, stk. 5, fastsætter, at byggematerialers værdi medregnes ved
beregningen af tærskelværdien, også hvor de stilles til entreprenørens disposition af bygherren.[66]
Jf. endvidere Klagenævnets kendelse af 12. september 1997 om køb af et antal læskærme til busstoppesteder. Efter udbyders
opfattelse skulle indkøbet ses som et led i bygge- og anlægsvirksomhed, hvorfor det ikke skulle i EU-udbud, idet
kontraktværdien ikke nåede tærsklen for bygge- og anlægsarbejder. Klagenævnet fandt imidlertid, at indkøbet skulle anses
som vareindkøb, idet også bygherreleverancer betragtes som vareindkøb efter udbudsreglerne.
Derimod udbydes rådgivningsdelen i en totalentreprise ikke selvstændigt, hvis entreprisen er under Bygge- og
Anlægsdirektivets tærskel, idet rådgivningen indgår som et element i definitionen af bygge- og anlægsarbejde, og derfor ikke
i denne sammenhæng bedømmes som en selvstændig tjenesteydelse [67] .
Forsyningsvirksomhedsdirektivets art. 14, stk. 12, har en udtrykkelig bestemmelse om den selvstændige behandling af varer
og tjenester, der ikke er nødvendige for et givet bygge- og anlægsarbejde.
Disse særbestemmelser i de enkelte direktiver viser, at kontrakter kun skal lægges sammen, når der er
tale om en indholdsmæssig sammenhæng mellem leverancerne.
Dette rejser spørgsmålet, om man kun kan kræve sådanne kontrakter sammenlagt, som kunne have
været indgået samlet af én leverandør. Dette er tydeligvis udgangspunktet ved vareindkøb, hvor der
tales om "ensartede varer".
Dette udgangspunkt er bekræftet af Klagenævnet i kendelse af 23. juni 1995 (Frederiksberg Kommune), som lagde vægt på,
at udbudsmateriale var udsendt samlet, at en del af leverandørerne kunne levere alle de varer, som materialet angik, og at
andre kunne levere de fleste af varerne.
Det er også udgangspunktet ved tjenesteydelsesaftaler.
Sammenlægning af flere kontrakter skal derfor kun ske, når forretningsmæssige overvejelser kan føre
til, at kontrakterne indgås med én leverandør.
Den måde, hvorpå erhvervslivet organiserer sig selv, kan således være retningsgivende for, hvorvidt det offentlige forpligtes
til at konkurrenceudsætte bestemte indkøb. Der må dog være tale om en vis fast struktur i markedet. før man foreskriver
sammenlægning. Det er ikke tilstrækkeligt, at en enkelt leverandør har et helt specielt bredt varesortiment.
38 of 371 06-10-01 17:48