hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

marck, Hohenzollern, Treitschke, Bernhardt og alle disse mennesker på
den ene side – Goethe, Kant, Beethoven og beslægtede på den anden”.
M.h.t. Potsdam – Alltyskland – fandt Kronika betegnelserne vold og løgn
velanbragte; Weimartyskland, derimod, var “det sande Tyskland”, landet
med den høje åndskultur, som Jacob Kronika på de danske slesvigeres
vegne gav sin “varmeste og mest oprigtige sympati”. De broer, der skulle
bygges, gik til Weimar­Tyskland. Over for Potsdam­Tyskland stod de
danske slesvigere derimod i front­stilling.
Som Kronika så situationen sidst i 1930, efter at nationalsocialisterne
var stormet frem, havde det ikke set værre ud siden krigsafslutningen,
og han frygtede, at man nu befandt sig i en mellemkrigstid. Meget måtte
ændre sig grundlæggende, “hvis vi skal spares for anden del af verdenskrigen.
Nazisterne betragter jeg ... som et krigs- og revancheparti. Der Schleswiger
har ofte nok talt om deres udenrigspolitik – likvidering af den efter
krigen skabte status gennem den ‘nationale bolsjevisme’. Når nu krigs­
og revanchepartiet [NSDAP, forf.] fortsætter sin sejrsgang, så bliver det
meget slemt. Vi håber i sandhed ikke på, at det virkelig kommer til en
katastrofe. Derved ville intet være vundet, hverken for Europa eller for
Tyskland”. 25
Flensborg Avis’ stilling var helt tilsvarende: Det var ikke ganske klart,
hvad nazisterne egentlig ville, skrev Ernst Christiansen i en leder på selve
valgdagen den 14. september 1930: Nationalsocialisternes program var
uklart, “det mest fremtrædende ved siden af forfølgelsen mod jøderne
(er) et voldsomt had mod det bestående, mod republikken, og kampen
imod en fornuftig udenrigspolitik” [fremhævet af forf.]. Hvad det indenrigspolitiske
angik, talte nazisterne åbent om en revolution. På et vælgermøde
med over 20.000 deltagere havde Hitler talt, og var blevet ...
“... hilst med en begejstring, der får en tilstedeværende dansk journalist til at skrive,
at hans ankomst hensatte folk i en tilstand, der kun kan karakteriseres som
sygelig. Hitler hyldede magten og sagde med rene ord: Vi sætter magten foran
retten. Særlig betegnende var følgende ord: Ingen magt på jorden formår at gøre
de levende kræfter i folket sterile. Kampen vil komme, og vi forlanger at være beredt.
I det Tyskland, der vil opstå, når revolutionen har sejret, vil ministrene kun
have et mål, at være elsket i Tyskland og forhadte i Frankrig. Her står det tyske
folk! Her står den tyske vilje! Og magt er vilje!”
Der var dog håb om, at Hitlerbevægelsen atter ville svinde ind, men
Tyskland var under overfladen endnu 12 år efter krigen et stort spørgsmålstegn,
hvilket Flensborg Avis benyttede enhver lejlighed til at understrege.
I en leder den 16. september 1930, efter valgsejren, skrev Flensborg
Avis:
“... den mægtige fremgang for det lige så yderligtgående som i sin inderste kerne
lidet kendte nationalsocialistiske parti kan blive en forbigående fremtoning, men
kun såfremt den skarpe advarsel, som den rummer, forstås af de gamle partier.
Dette valg siger i grunden kun, at der i det tyske folk er en voldsom harme over
de store byrder på erhvervslivet og på den enkelte, en voldsom harme over, at
der bestandigt er kørt videre, uden at der er foretaget noget indgribende, en har­
100