hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

H.P. Hanssen skrev i Hejmdal 2. oktober 1933 ikke et egentligt svar til
Ernst Christiansens leder den 29. september 1933, men sådan kunne det
opfattes: “Nazismen har intet at bringe os danske!” Historiken, rigsarkivar
A.D. Jørgensen, som H.P. Hanssen havde været meget nært knyttet
til, havde ganske vist betegnet det som Sønderjyllands særlige opgave at
være “tiltrækkende og frastødende, optagende og afværgende overfor
kulturstrømninger sydfra”. Han havde betragtet Sønderjylland som både
bro og bolværk – eller “front og bro”. Men overfor nazismen måtte Sønderjylland
efter H.P. Hanssens mening ikke være bro, men bolværk eller front.
Nazismen med dens tvang, undertrykkelse og censur havde intet, absolut
intet ærinde til danskerne.
Når H.P. Hanssen og Ernst Christiansen betragtede begivenhederne i
Tyskland, så så de ikke det samme. H.P. Hanssen så volden og undertrykkelsen.
Ernst Christiansen så idealismen og den nationale begejstring.
Det var, som når to personer betragter et fiksér-billede – et billede, der indeholder
en figur, skjult i tegningens linjer: Den ene part kan ikke forstå,
at den anden part ikke kan se, hvad der gemmer sig bag overfladen.
Konsul Lauritz Larsen i Flensborg havde i løbet af august-september 1933
en række samtaler med Ernst Christiansen om bladets holdning til nationalsocialismen
og det nye Tyskland på baggrund af de anker, der var
blevet rettet imod Flensborg Avis, navnlig fraværet af “opskræmmende
meddelelser fra Tyskland”, samt at den i forskellige tilfælde havde været
“påvirket af ny-tyske anskuelser”. I sin indberetning til Udenrigsministeriet
den 30. september 1933 stod konsul Larsen – næsten – ubetinget på
Flensborg Avis’ side:
“Fra tysk side trues det til stadighed med forbud og beslaglæggelse i tilfælde af
blot en enkelt uforsigtig ytring, der vil kunne medføre ikke blot indskriden overfor
bladet, men muligvis fortræd for hele det danske mindretal. Og på den anden
side anklages det fra dansk side, fordi det ikke deltager i de mere eller mindre
alarmerende og ofte overdrevne sensationsmeddelelser, som den danske presse
ikke sjældent bringer fra Tyskland, men tværtimod ved flere lejligheder har påtalt
disse og understreget disses farlighed for de dansk-tyske relationer i al almindelighed
og for forholdene ved grænsen i særdeleshed. Dets stilling er derfor ikke
let. Men linjen for bladet er og har stadig været i og for sig klar nok. Danmarks
tarv er bedst tjent med, at den danske presse afholder sig fra al hadsk indblanding
i den tyske indre udvikling og i det store og hele nøjes med en saglig underretning
derom. Men samtidig en stærk hævdelse af det danske folks egen selvbestemmelsesret,
en fast tilbagevisning af alle tyske grænseflytningskrav og en opfordring
til den danske ungdom, om samlet og uden hensyn til indre dansk partiindstilling
at være sig sin fædrelandske pligt i grænseområdet bevidst. Overfor
den voldsomme agitation, der drives fra tysk side på dansk grund ved oprettelse
af tyske privatskoler overalt, ved økonomisk hjælp til de tysksindede, ved møder
og foranstaltninger af anden art o.s.v. – hvilket alt naturligvis til trods for alle tyske
officiøse afdæmpede udtalelser til syvende og sidst tager sigte på en forlæggelse
af grænsen lige op til Kongeåen – , vil en dansk samling overfor den truende
fare være ikke blot ønskelig, men være en nødvendighed. Samtidig med at bladet
har indtaget dette standpunkt, har det ment det at være gavnligt for danske inte-
297