hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Mange protestanter sluttede sig til nationalsocialismen med liv og sjæl.
Den tidligere østpreussiske feltpræst Ludwig Müller oprettede i 1932 den
såkaldte Tyske kristnes Trosbevægelse og blev i 1933 udpeget af Hitler til
rigsbiskop. De “tyske kristne” støttede fanatisk de nazistiske racedoktriner
og førerprincippet, som de ønskede anvendt i Tyskland i en “Rigskirke”,
der skulle samle alle protestanter i én organisation – med Müller som
“Rigsbiskop.” De “tyske kristne” omfattede allerede i 1933 3.000 af i alt
17.000 protestantiske præster i Tyskland. I november 1933 blev det på et
massemøde i Sportpalast tydeligt, at de “tyske kristnes” mål var at erstatte
Christentum med Volkstum – kristendommen med “folket”. Det gamle
testamente skulle forkastes som “jødisk” og det nye testamente tilpasses
nazismen – ein Volk, ein Reich, ein Glaube, som det hed i resolutionen. 71
Nationalsocialisternes forsøg på at ensrette den tyske kirke blev fulgt
meget opmærksomt af Jacob Kronika. Men Kronika var tilbøjelig til i sine
korrespondancer at lade kritikken gå ud over navnlig den nazistiske
rigsbiskop Ludwig Müller og understrege, at denne ikke nød Hitlers opbakning.
72 Det sidste var ikke rigtigt. Müller havde tvært imod af Hitler
netop fået til opgave at ensrette kirken i Tyskland.
Over for de “tyske kristnes” samlingsbestræbelser under hagekorset
stod bl.a. Den bekendende kirke, der ved stiftelsen i 1934 også havde omtrent
3.000 præster. Blandt dets ledere stod mænd som Martin Niemöller,
Dietrich Bonhoeffer og Otto Dibelius, der bl.a. prædikede i Kejser Wilhelm
Gedächtnisskirche, hvor Kronika flere gange overværede gudstjenesten.
Kronika fik i løbet af 1935 tætte kontakter til disse kredse. Det er kendetegnende,
at både Niemöller og Dibelius i begyndelsen – ligesom Kronika
– havde stillet sig sympatisk over for national socialismen. Over for arierparagraffer,
jødeforfølgelse og ensretning af kirken sagde de dog fra.
I 1935 blev over 700 præster tilhørende bekendelseskirken arresteret, og
selvom den ubehændige biskop Müller blev afsat samme år, stilnede kirkestriden
kun lidt af. I 1936 rettede Niemöller en offentlig henvendelse
direkte til Hitler, i hvilken han protesterede imod regimets antikristelige
tendenser og fordømte anti-semitismen. Det førte til arrestationen af endnu
hundredevis af bekendelseskirkepræster, konfiskation af bekendelseskirkens
formue og forbud mod kollekt. Martin Niemöller blev selv i juli
1937 arresteret og hensat i det berlinske Moabit-fængsel. Den 2. marts
1938 blev han af en Sondergericht idømt syv måneders fængsel. Denne
straf ansås som afsonet ned varetægtsfængslingen – men han blev straks
han forlod retssalen arresteret af Gestapo og hensat i kz-lejr.
Kronika lod i sine korrespondancer kritikerne af regimet komme til orde.
Den af nationalsocialisterne afsatte biskop Fritz von Bodelschwingh advarede
mod “den nye germanske religions fremtrængen”. Den krævede
“folkets sjæl” og “folkets ungdom” og stod i radikal modsætning til kristendommens
evangelium: “Den nye germanske religion har ikke plads til
den korsfæstede og genopstandne Jesus som centrum. Dersom denne religion
får den afgørende magt over det tyske folks tanker og handlinger,
er Luthers arv forspildt”, hedder det på forsiden af Flensborg Avis den 20.
452