hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

efter al sandsynlighed snarere sønderjydernes protestholdning i tidsrummet
1864-1920 i tankerne. Den militære, fysiske magtanvendelse skulle –
burde – have været sat ind den 9. april 1940; Ernst Christiansen talte tydeligt
nok for, at Danmark ud fra et stærkt militær og en indædt forsvarsvilje
burde have sat sig voldsomt til modværge over for den tyske invasion
– som finnerne havde gjort det over for russerne. I den efterfølgende
givne situation var en samlingsregering, ro, orden og værdig optræden
ganske vist det rigtige, men det skete måtte danne grundlag for en grundig
selvransagelse og en i hvert fald åndelig genrejsning. Ernst Christiansen
advarede ganske vist mod “øjebliks-heltefagter”, men det kan være et
vanskeligt definitionsspørgsmål, hvornår noget er “øjebliks-heltefagter”
og hvornår noget er en “sejg og kæk og mandig handling”. Han havde
næppe selv tænkt dette igennem til bunds. Men det ligner næsten en tanke,
at Ernst Christiansen den 12. april 1940 valgte at citere netop fra Ingjalds-kvadet;
det kvad, som Stærkodder kvædede for den sløve og dorske
og vellystige kong Ingjald i Lejre, der på det nærmeste havde ladet de
syv tyske Svertingssønner – hvis fader havde dræbt Ingjalds fader, kong
Frode – overtage kongsgården; Ingjald, som selv – nydende den forfinede
tyske levevis – passivt så til, medens sakserne var godt i færd med at
bemægtige sig tronen i Danmark; det kvad, som vakte Ingjald til dåd af
sin dvaskhed, så han sprang op af højsædet, drog sit sværd og hævnede
sin fader ved at dræbe de syv saksere, og derefter som et nyt og bedre
menneske atter overtog den danske trone. 24 Kunne kongens søn og ægte
arving sidde bænket til bords med faderens bane? Bluedes han ej ved så
fejg en fred med fjenden at slutte? Næh, sværd skulle stinge den svigefulde
sakser – kvad Stærkodder! Disse passager var af indlysende grunde
ikke citeret i Ernst Christiansens ledende artikel få dage efter den tyske
besættelse af Danmark. Men Ernst Christiansen kendte dem udmærket,
og selvom en senere generation næppe kender sin Saxo, var Danernes Bedrifter
i 1930’erne børnelærdom for enhver nationalt interesseret mand i
Danmark. I 1940 har mange læsere efter al sandsynlighed draget deres
egne konklusioner ved Christiansens ord. Det er næppe helt utænkeligt,
at Christiansen i lidt overført betydning så sig selv i Stærkodders rolle;
Stærkodder, der med sine stærke og manende ord indgød den vege og
valne ungersvend – danskerne – en ny manddomsånd og kaldte modet
til live; og som alene ved ordets kraft og sin sikre personligheds eksempel
forplantede fortidens fædrelandssind videre til de kommende slægter og
derigennem var med til at føre folket frelst igennem vanskelige tider. Det
var hvert fald en tanke, han havde været inde på tidligere. 25
Under alle omstændigheder stod det krystalklart, at for Flensborg Avis
var den tyske besættelse af Danmark en stor ulykke og hjemsøgelse – og
ikke, som tyskerne hævdede, en beskyttelse imod engelske og franske invasionsplaner.
Selvom tyskerne næppe med nogen rimelighed ville have
kunnet forlange, at man skulle have udtrykt begejstring og lettelse over
det indtrufne, var avisens holdning dog så markant, at det gav anledning
til rynkede bryn i både Propagandaministeriet og i Sicherheits-Dienst. 26
I mellemtiden førte begivenheder i Nordslesvig til, at Flensborg Avis’ lo-
839