hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

man taler om danskerne som nordisk broderfolk, hvis slægtskab med os
vi skal tage hensyn til, så vil vi møde disse brødre med den bedste nordiske
dyd, med kampens oprigtighed og ærlighed. Vi må og vil sige dem
klart og iskoldt, hvad vi vil!” 96
Det var Sievers’ hensigt med sin tale at mobilisere det tyske mindretal
i Nordslesvig for nationalsocialismen og at sammensmelte den gamle,
anti-danske slesvig-holstenisme og den nye tyske nazisme.
Slesvig-holstenerne og det danske mindretal havde diametralt modsatte
forventninger til det nye regime: De første ville spænde dens aggressive
nationalisme for kravet om grænserevision i Nordslesvig, hvorimod
det for de sidste gjaldt om at fastholde nationalsocialisterne på deres erklærede
nordisk-venlige linje. I spændingsfeltet imellem de slesvig-holstenske
grænserevisionskrav og den såkaldte “berlinske linje” opstod et
rum, indenfor hvilket det danske mindretal kunne – og forstod at – manøvrere.
Sievers’ udtalelser “talte for sig selv”, fandt Flensborg Avis; “de vil
utvivlsomt vække opmærksomhed langt ud over grænselandet”. 97 Reaktionen
var i første omgang formuleret i forsigtige vendinger, men de efterlod
ingen tvivl om, at Flensborg Avis ikke agtede at lade udtalelserne passere
uimodsagt. Ernst Christiansen gik i en leder med titlen To taler den
28. marts 1933 til modangreb. Med udgangspunkt i at Görings erklæringer
til de skandinaviske pressefolk om, at han “i allerhøjeste grad” var interesseret
i et godt forhold til Skandinavien, så berørte de udtalelser, som
den nye formand for Schleswig-Holsteiner Bund havde fremsat, “meget
ejendommeligt”. Sievers tog tilsyneladende slet ikke noget hensyn til
dette den nye tyske regerings ønske. Også Danmarks nordiske broderfolk
stod nemlig bag ved den dansk-tyske grænse. Ernst Christiansen konstaterede
her for første gang den åbenlyse uoverensstemmelse mellem Berlin
og Slesvig-Holsten. Og han påkaldte sig hele Norden til forsvar, for Sievers’
tale gav som ventet genlyd i hele Norden. 98
Der Schleswiger slog den 29. marts 1933 Sievers’ tale stort op på forsiden:
Sievers var en offentlig person, borgmester i Eckernførde, formand
for Schleswig-Holsteiner Bund, gammel nationalsocialist med et fint og
lavt partinummer – og hans tale faldt omtrent sammen med den nye regerings
tiltræden. Sievers’ udtalelser kunne derfor ikke andet end at så
tvivl om oprigtigheden af den nye tyske regerings udenrigspolitik over for
Skandinavien, skrev Tage Jessen. De grænsetyske revisionskrav var med
andre ord et alvorligt udenrigspolitisk problem for centralregeringen i Berlin.
Det var en fortolkning, der var som skræddersyet til at give stof til
eftertanke i Auswärtiges Amt. Det var også meningen med den.
Den 5. april 1933 var 84-årsdagen for slaget ved Eckernførde, hvor
slesvig-holstenske kystbatterier havde nedkæmpet to danske orlogsskibe.
Det gav anledning til festligheder, hvor borgmester Wilhelm Sievers og
pastor Johan Leopold Peperkorn, medlem af den preussiske landdag for
NSDAP og partiets særlige “grænselandsekspert”, tog ordet. Sievers var i
sin offentlige tale, formentlig efter pålæg ovenfra, betydeligt mere dæmpet
end ugen forinden. Det tydede altså på, at man fra centralt hold i Ber-
232