hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

menkomster, der “udbredes og holdes i de små kredse, som man af forskellige
grunde finder modne til sligt”. Altså: Den Ejderdanske offensiv,
der betjente sig af ord som “førstefødselsret” og “historisk ret”. Selv
den sidste tyske slesviger vidste nu, hvad danskerne havde i sinde; derfor
burde de ikke være overraskede over, at “en levende tysk slægt, at
tysk, hjemmehørende Volkstum, værger sig mod sådanne metoder – ved
hjælp af oplysning om kendsgerninger, sådan som vi ser dem”. Danskerne
agiterede ud fra førstefødselsretten, men hertil kunne den tyske
folkegruppe ikke tie; thi “derved åbnedes alle døre for en uoverskuelig
ny-ejderdansk hvervning”, der tilmed fandt sted på et tvivlsomt grundlag
og med tvivlsomme midler, og ud fra den stiltiende forudsætning,
at det m.h.t. det befolkningslag, i hvilket man hvervede, drejede sig om
idealister – underforstået: At det var det altså ikke! De tyske slesvigere
var villige til diskussioner med den danske folkegruppe, men det måtte
ske “under anstændige former og på sandhedens og kendsgerningernes
grundlag”. De tyske slesvigere havde aldrig bestridt, at danskheden syd
for grænsen havde sin eksistensberettigelse. Og de forstod udmærket, at
“man fra dansk side er vrede og ærgrer sig over, at den danske ønsketænkningspropaganda
[“Wunschbildpropaganda”] indtil Ejderen støder
på modstand hos en sund og tænkende tysk befolkning” – men intet var
vel “mere naturligt”. Og fremfor alt: ”Hvorfor bliver man – som en sidste
udvej – personlig og hadsk og strør om sig med mistænkeliggørelser”? At
den rigsdanske presse hoppede med på denne tone var forståeligt og “bestilt
arbejde”, selvom “vi af klogskabsgrunde havde ventet en større tilbageholdenhed”.
Men den danske ophidselse var blevet vist tilbage med
ro og selvsikkerhed – Ernst Schrøder var her beskeden nok til at henvise
til sin egen artikel om Volkstumsarbeit i Der Schleswig-Holsteiners augusthæfte,
i hvilken han havde skrevet, at grænsekampen foregik på en rolig
måde – bortset fra enkelte ophidsede episoder, der var undtagelser, som
bekræftede reglen – i overensstemmelse med befolkningens væsen, og
ikke “således, som de danske [grænse-]politikere ønskede det”.
Således var altså forholdene i det fredelige Sydslesvig efter Ernst Schrøders
mening: Det var kun Ejderdanskernes propaganda, der gav anledning
til uro; det danske mindretal som sådan havde sandelig ikke noget
at klage over.
I Nordslesvig, hvor også nationalitetskampens virkelige brændpunkt var,
så det ifølge Ernst Schrøder ganske anderledes ud. Her mærkedes dagligt
følgerne af Versaillestraktatens bestemmelser; den traktat, som man
i Tyskland havde lagt ad acta, og som man i de danske grænsepolitisk
førende kredse klamrede sig til. “For øvrigt en sælsom situation og en
verdenshistoriens ironi”, fandt Ernst Schrøder. Når Hejmdal endnu fandt
det nødvendigt at minde om, at Nordslesvig som følge af egen flertalsvilje
kom til Danmark, og oven i beskyldte det tyske mindretal for at være
årsag til uroen, var det ifølge Ernst Schrøder egentlig at betragte som en
kompliment til det tyske Volkstumsarbejde og forresten en indrømmelse af,
at de danske resultater af sytten års arbejde ikke var noget at prale af. “Jeg
ved vel, at man ikke vil høre noget om det, der skete i 1918 og 1920, og
629