hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

land – eller i det mindste foretrak dem, fremfor hvad en eventuel anden
korrespondent kunne finde på at sende hjem.
Kronika var desuden netop blevet valgt til bestyrelsen for Verein der
Ausländischen Presse i berlin, hvad der gjorde ham vanskeligere at fjerne
uden at vække ubehagelig international opsigt. Kronikas valg til bestyrelsen
havde “givet de pågældende et nyttigt varsko”, mente Zahle. Ellers
havde Puhlmann, der var mere tavs og tilbageholdende end han plejede
at være, tilsyneladende ikke haft noget videre på hjerte. Presseattaché
Faber havde forsøgt at udfritte ham om den “Alnor-Schrøder’ske aktion
imod redaktør Ernst Christiansen”, og Puhlmann havde ladet forstå, at
han ikke troede, at der kom noget videre ud af denne sag. “Personligt
syntes han ikke stort bedre om Alnor end om Ernst Schrøder. (...) Såvel
hr. Kronika som hr. Faber havde i højere grad end tidligere indtrykket af,
at hr. Puhlmann snarere var kommet for at høre end for at tale, og påfaldende
forekom det, at det lidt han sagde egentlig først blev sagt, da han
efter hr. Kronikas bortgang var blevet alene med presseattachéen”. 100
Her sidst i januar 1937 var den endelige beslutning, således som Puhlmann
også antydede, allerede truffet fra tysk side. via det tyske indenrigsministerium
modtog overpræsidiet i Kiel den 25. januar 1937 en kopi
af renthe-Finks indberetning til Auswärtiges Amt vedr. udenrigsminister
Munchs henvendelse den 17. december 1936, samt en skrivelse fra vicepræsident
dr. Schouw i berlin, om at den lokale pressedomstol havde besluttet
at tildele Ernst Christiansen en advarsel. til gengæld ville Karl Alnor
se bort fra en injuriesag. Schouw mente, at dette skulle kunne bilægge
sagen, uden at der blev skabt udenrigspolitiske vanskeligheder. 101
Der skulle dog gå endnu to uger, før dette blev meddelt hovedpersonen
– Ernst Christiansen. Propagandaministeriets skrivelse er dateret den
8. februar 1937 og den indtraf hos modtageren den 10. februar 1937. Ernst
Christiansen havde, hed det i skrivelsen, i en række numre af sit blad med
overordentlig skarphed polemiseret imod Dr. Alnor i Kiel; “denne form for
pennefejde [“Zeitungskampf”] kan ikke tillades i dagens tyskland”, hvorfor
der altså var blevet indledt en æresretssag imod ham. “offentliggørelsen
af Deres angreb misbilliger jeg, uden at kunne efterprøve det saglige
grundlag for uoverensstemmelsen, på grund af de utålelige verbalinjurier
og den grove tone i Deres angreb. Jeg tildeler Dem en advarsel [“verweis”].
Jeg forventer, at De i fremtiden betjener Dem af en tone, der er i overensstemmelse
med redaktørlovens bestemmelser. Samtidig har jeg under den
forudsætning, at De ikke fremover giver anledning til lignende klager, anordnet,
at påstanden om indledning af en æresretssag imod Dem trækkes
tilbage”. 102
Hvis man skal tro Kronikas tidligere udredninger vedrørende betydningen
af sådanne advarsler, så var Ernst Christiansen nu kun to advarsler
fra et skriveforbud.
Ernst Christiansen mente ikke, at man ensidigt kunne binde munden på
danskhedens blad i Sydslesvig, og agtede derfor at meddele Propagandaministeriet,
at han forventede, at en lignende advarsel også blev tilstillet
Dr. Karl Alnor p.g.a. de ærerørige beskyldninger, der var fremsat imod
556