hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

elser var dog “lidet følelige” på hele budgettet.
Både trykkeriets omkostninger og de “almindelige” omkostninger var
efter Schiøttz Christensens mening “uangribelige”. De anvendte summer
til bladhold og clichéer var “meget beskedne – for beskedne”. Dog kunne
der nok spares på telefonkontoen. M.h.t. annonceindtægter forventede
man en nedgang på 25%, hvad der syntes berettiget “i betragtning af de
dårlige tider”, hvorimod abonnementsindtægten forventedes at være
uforandret.
Schiøttz Christensens beretning viser, at Ernst Christiansen vitterligt
havde skåret ind til benet med sparekniven, og hans analyse antyder, at
han har ladet sig overbevise om levedygtigheden af Ernst Christiansens
plan. Ernst Christiansen selv fik først Schiøttz Christensens redegørelse
at se sidst i juli 1934, og den afstedkom enkelte kommentarer i et brev til
Stauning 30. juli 1934. Flensborg Avis var det eneste danske bladforetagende
på tysk statsområde, og “vi har ikke kunnet lade rent økonomiske og
rationelle grunde råde, som et blad kan gøre nord for grænsen”. Det var
nemlig tvivlsomt, om bladet ville kunne få lov til at udfylde eventuelle
huller i det tekniske personale nord fra, ligesom der vil opstå store vanskeligheder
for de enkelte hernede, hvis man afskedigede nogen. Spørgsmålet
om sprogkundskaber greb også ind her: “Der har kunnet indtræde
tilfælde med ældre typografer, hvor jeg ud fra en rent rationel synsmåde
helst ville have dem erstattet med unge kræfter, som kunne præstere mere,
men når det har drejet sig om ellers pålidelige og gode folk, som har
været sysselsat hos os i adskillige år og trofast taget deres part af det danske
mindretals nationale arbejde, så har det ikke syntes mig forsvarligt
her på denne udpost at tage det skrapt rationelle hensyn”.
M.h.t. annoncetegningen havde Flensborg Avis siden 1920 gjort omfattende
forsøg på at møde den pågående konkurrence og erhvervskrisens
tryk med frivillig og gratis abonnementshvervning – men der var kommet
meget lidt ud af det. En professionel abonnementshvervning gennem
en forbindelse i København havde skuffet stærkt, og kontrakten var ophævet.
Hovedsagen var dog, hvilken vej Flensborg Avis skulle søge ud af sin
øjeblikkelige krise og ind i en fremtid med fremgang i. Der måtte derfor i
Schiøttz Christensens redegørelse skelnes mellem de to muligheder: “At
bladet enten fortsætter som hidtil med efter evne at værge sig sit lokale
opland i Nordslesvig, eller at det under opgivelse heraf lægger vægten på
foruden at være de danske forposters blad at blive landsblad på det sønderjyske
og det dansk-tyske spørgsmål”. Det budget, som indgik i undersøgelsen,
tog sigte på sidstnævnte mulighed. Løsningen var ganske vist
samtidig den bekosteligste, idet budgettet så opererede med øjeblikkeligt
tab af abonnenterne og annoncørerne i Nordslesvig. I tilfælde af førstnævnte
løsningsmodel, ville indtægterne fra Nordslesvig dale langsommere.
Men den sidste og mest vidtgående løsning var den, Ernst Christiansen
ventede sig mest af, for den ville “formentlig med ét slag ... standse
tilbagegangen og skabe begyndelsen til en opgang”.
Idéerne med eftermiddagsudgave, forhøjelse af abonnementsprisen og
395