hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Inden telegrammet var helt færdigtelefoneret, blev telefonen afbrudt.
Tidligt om morgenen kimede telefonen hos samtlige danske og norske
journalister, der blev bedt om at komme til Hotel Kaiserhof, hvor de blev
holdt interneret, medens Auswärtiges Amt holdt pressekonference for Berlins
øvrige udlandskorrespondenter. Eftersom Danmark hurtigt kapitulerede,
slap de danske korrespondenter dog hurtigt ud igen.
Også Ernst Christiansen så med den allerstørste bekymring på udviklingen
i begyndelsen af april 1940: “Norden står igen i brændpunktet for
verdens opmærksomhed”, hedder det den 8. april 1940 i én af hans små
epistler, “de sidste noter og handlinger fra vestmagternes side over for
Norge og Sverige synes udsprunget af den uforklarlige tro, at hvad man
ikke tør give sig i lag med ved Vestvolden, det kan nås ved at gøre nogle
små neutrale lande til krigsskueplads imod deres vilje. Hvis det nåedes,
kunne det hævne sig dyrt på ophavsmændene”, skrev Ernst Christiansen
ikke uden bitterhed mod vestmagterne. Med direkte adresse til forsvarspolitikken
op igennem 1930’erne sluttede Christiansen: “Men i Norden
har folket måttet opgive deres gamle tro på, at det er nok selv at holde
fred, ikke at true nogen samt at være værnet af sin afsides beliggenhed.
Viljen til at forblive uden for stormagternes krige respekteres kun, for så
vidt som der står magt bag den. Livet er alvorligere og kræver større offersind,
end man hidtil har ment at kunne nøjes med. Hele manden kræves
og hele folket”. Ernst Christiansen var tydeligvis forberedt på det
værste.
15.2. “Som du sår, så skal du høste ...”
Flensborg Avis og den 9. april 1940
I Flensborg frygtede man i dagene op til den 9. april 1940, hvad det tilsyneladende
trak op til: Byen havde i dagevis summet af militær, men,
som L.P. Christensen huskede et år efter befrielsen: “Vi nærede bange
anelser, men man søgte længst muligt at afværge den tanke, at vort gamle
fædreland nu skulle udleveres til fremmed vold”. 11 Om aftenen den 8.
april 1940 var Ernst Christiansen til møde i biblioteksforeningen, hvor
et bestyrelsesmedlem fortalte ham, at han på kasernen var blevet skældt
voldsomt ud, da han var mødt op for at udbede sig en kvittering for et
rekvireret seletøj. Man havde der “andet at tænke på”, havde man sagt;
der skulle ryddes op på havnen, for der ventedes “17 sydfra kommende
ekstratog” i løbet af natten. Natten igennem genlød Flensborg af støjen
fra tog, heste, vogne, køretøjer og soldater, og Ernst Christiansen, der i
forvejen havde et dårligt sovehjerte, lukkede ikke et øje; dels på grund
af støjen, men vel sagtens endnu mere af frygt og bekymring for, hvad
morgendagen ville bringe. På vej til redaktionen i de tidlige morgentimer
blev han standset af endeløse konvojer af grå lastbiler på vej til Danmark
og hørte kommandoråbene flænge luften: “Richtung Pattburg Mühle!” 12
Forstenet stod han ved vinduet i sit kontor; sin sindsstemning sammenfattede
han i ordene: “I dag er de døde lykkelige!” 13
830