hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ikke fristes til at forveksle dem med det ikke – eller mindre – censurerede
stof andet steds fra”. Alt andet måtte han betragte som forsøg på at “forgifte”
læserne. 11
Læseren, der jo i øvrigt ikke stillede sig ganske uforstående over for
bladets vanskelige vilkår og var helt klar over, at visse artikler skulle trykkes,
begreb helt åbenlyst ikke, at en fremgangsmåde som den af ham
foreslåede var den direkte vej til lukning af avisen. Propagandaministeriets
folk var ikke dummere end folk er flest; de var – som vi senere skal
se – udmærket i stand til at gennemskue, hvornår et blad lagde afstand til
de officielle meddelelser – og til at slå ned herpå med hård hånd.
Noget forblommet kom Flensborg Avis dagen efter ind på dette spørgsmål:
I en ledende artikel den 17. september 1939 anførte L.P. Christensen,
at de neutrale stater havde indført indskrænkninger i det private og offentlige
liv, og at statens tarv i disse tider sattes før alt andet. Dette var så
meget mere tilfældet i et krigsførende land. Han mindede om forrige verdenskrig,
hvor alle sønderjyder samt deres aviser “gjorde deres skyldighed
mod det rige, indenfor hvilket deres hjemstavn lå”. Nu måtte Flensborg
Avis atter “arbejde under krigsforhold, opfylde forpligtelserne mod
staten”, og avisen måtte “holde vort mindretal underrettet om alt, hvad
det skal vide, og tillige om alt væsentligt, hvad der sker i moderlandet, og
samtidig være det levende bindeled mellem landsmænd syd for som over
grænsen”.
“Enhver tænkende landsmand vil forstå”, fortsatte L.P. Christensen,
“at man ikke mindst i et krigsførende land er inde under indskrænkningernes
lov, både hvad efterretningstjeneste, forbindelser og andre forhold
angår. (...) Men netop fordi det i øjeblikket er således, turde den som en
selvfølge have krav på større forståelse, varm medhu og vidtgående støtte
hos hver den, for hvem grænselandets sag er en hjertesag”.
Tydeligere kunne det næppe uden at løbe nogen alvorlig risiko siges,
at Flensborg Avis var underkastet restriktioner, og at læserne derfor måtte
bære over med, hvad der til tider stod i bladet.
Men helt ufarligt var det nu ikke, for også artikler som denne bemærkede
redaktør Ernst Schrøder. Han skrev den 23. september 1939 harmfuldt
til von Grundherr i Auswärtiges Amt, at Flensborg Avis nu meddelte, at der
var grænser for dens nyhedsformidling, og at dette ikke kunne være anderledes.
“Og så har endda ikke et eneste menneske trukket nogen som
helst grænser op for bladet”, anførte Ernst Schrøder! 12 Ernst Schrøder var
helt åbenlyst direkte forbløffet over, at Flensborg Avis tilsyneladende slet
ikke påskønnede de enestående frie vilkår, bladet nød i Hitlers Tredje Rige
– og som han selv mente at have en stor del af æren for!
Man havde på Flensborg Avis allerede for år tilbage gjort den erfaring, at
ethvert fejltrin blev noteret, og at der når som helst kunne foreligge påtaler,
advarsler og trusler, over for hvilke det næsten var umuligt at forsvare
sig. For L.P. Christensen handlede disse første krigsmåneder om at holde
Flensborg Avis i live. Nogen nervøsitet over holdertallet synes dog at
kunne spores i egenannoncerne op imod kvartalsskiftet til oktober 1939:
796