hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

10. Flensborg Avis og den politiske udvikling 1934-1936
10.1. Mindretalsret og ensretning i sydslesvig 1933-1936
De første erfaringer med nationalsocialisternes fortolkning af mindretalsretten
var for så vidt positive: Da f.eks. det lokale kirkeforstanderskab i
Flensborg-bydelen Adelby i begyndelsen af 1933 nægtede det danske
mindretal at anvende den lokale kirke til danske gudstjenester med den
begrundelse, at mindretallet der ikke var “ægte”, så førte mindretallet
med held klage over for de nationalsocialistiske myndigheder, over for
hvem man argumenterede ud fra sindelagsprincippet. 1 Mindretallets
grundlæggende rettigheder på en lang række andre områder blev heller
ikke antastet – foreløbig. I sin årsmødetale den 20. juni 1933 fastslog
Ernst Christiansen da også, at det danske mindretal havde bedre forhold
nu end før 1914, da dansk sprog slet ikke havde måttet lyde ved offentlige
møder. “Vi påskønner, at mindretalfriheden i hovedsagen er bevaret.
Der har været enkelte ting at anke over, men myndighedernes holdning
er alt i alt upåvirket af personskifter og af de mange ophidsende bladrøster,
som nåede toppunktet i Flensburger Nachrichtens denunciation efter
rigsdagsbranden”.
Men der var ifølge Ernst Christiansen dog også grund til at nære betænkelighed:
Den nye bevægelse havde erklæret, at den ikke ville “nøjes
med at afkræve befolkningen skatter og lydighed over for øvrighedens
anordninger, men helt og holdent kræve dens tankeliv, dens indre, dens
sjæl”. Hvordan skulle dette nu kunne samstemmes med hensynet til mindretalsretten?
Dette måtte der findes en løsning på, men Ernst Christiansen
forventede dog, at Tyskland p.g.a. de store tyske mindretal udenfor
rigets grænser måtte være interesseret i frie mindretalsforhold, og der var
da også blevet afgivet betryggende erklæringer af forskellige myndighedspersoner
helt op til Føreren selv: “Efter det nye Tysklands grundsætninger
må det være udelukket, at der gøres forsøg på at stemple en lovlydig,
statsligt loyal befolkning med odelsret på sin hjemstavns jord som
anden eller tredjeklasses borgere”, fastslog han. 2
Forsøg fra forskellige, lokale partiinstansers side på at presse medlemmer
af mindretallet eller at indføre forholdsregler, vendt imod mindretallet,
blev prompte slået stort op på forsiden af Flensborg Avis som forsøg på
at afskaffe mindretalsfriheden 3 – eller i hvert fald som utilsigtede følger af
ensretningen: “Der foreligger ikke fra den tyske rigsledelses side indgreb
i mindretalsfriheden, men det siger sig selv under den nuværende store
omformning af Tyskland, at når de underordnede myndigheder og førere
skal udbygge alle de nye indretninger i enkeltheder, uden at der foreligger
særlige retningslinier med hensyn til de folkelige mindretal, så kan
der blive mulighed for alvorlige indgreb i mindretalsfriheden”. Eksempelvis
lagde Deutsche Arbeits-Front (DAF) op til, at der kun kunne gives
arbejdsløse eller unge mennesker arbejde, når de var medlemmer af de
nationalsocialistiske sammenslutninger og gik “helt op i den tyske folkesjæl”,
og at man ville udelukke mindretals befolkningen fra stillinger som
407