hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

5.3. statsministeriets udvalg af 17. marts 1932. Økonomisk understøttelse
til Flensborg Avis
Allerede under Flensborg Avis’ økonomiske krise sidst i 1920’erne havde
man i Udenrigsministeriet gjort sig visse overvejelser m.h.t. at støtte
Flensborg Avis økonomisk. Næppe havde P. Munch sat sig i udenrigsministerstolen,
før han – i anledning af rygter om, at en række københavnske
dagblade ville slutte sig sammen for at støtte Flensborg Avis – den 7.
maj 1929 lod forespørge hos sine embedsmænd, hvorvidt der var nogen
betænkeligheder ved et sådant skridt. Det drejede sig jo ganske vist ikke
om regeringens støtte, og regeringen havde i og for sig ikke nogen afgørende
indflydelse på resultatet af de nævnte overvejelser, men Politiken og
Social-Demokraten ville “dog formentlig rette sig efter et direktiv herfra”.
Fra Udenrigsministeriets Pressebureau lod man svare, at Flensborg Avis
havde en “så fast rod” og var “så nøje knyttet til sønderjyske historiske
begivenheder”, at det ville være “urigtigt ikke at træde hjælpende til”.
Offentlighedens reaktion mod regeringen ville desuden blive “ubehagelig”,
dersom “det blev bekendt, at regeringen havde modarbejdet planerne
om støtteaktionen”, føjede man advarende til. “Fra tysk side klagedes
der naturligvis af og til over Flensborg Avis, men i det store hele betragtes
bladet ikke med antipati af tyskerne, måske kan man tilmed nu, dersom støtteaktionen
realiseres, af og til udøve nogen indflydelse på bladet” [fremhævet af
forf.]. Det ville dog være “ønskeligt, at sagen behandles med størst mulig
diskretion”, men selv tyskerne havde offentligt givet udtryk for, at dansk
støtte til Flensborg Avis ville være en naturlig ting. 74
Hverken partiblads- eller statsstøtte blev til noget i 1929, men allerede
halvandet år senere, da verdenskrisen slog igennem i Europa, blev det
akut nødvendigt. Understøttelsen af Flensborg Avis blev iværksat først i
1930’erne under erhvervskrisen i Nordslesvig, hvor mange af økonomisk
nød måtte opsige deres avisabonnementer. Den økonomiske hjælp var
tænkt som en rent midlertidig foranstaltning, indtil krisen lettede igen
– men det gjorde krisen ikke. Og oven i erhvervskrisen kom en drastisk
devaluering af den danske krone: I september 1931 gik England fra guldet
og den danske krone måtte følge med nedad, hvis man ville bevare
sin konkurrencedygtighed på sit største marked. Kronen blev forsvaret
på omkring 80% af guldpariteten, men kun indtil devalueringen i forbindelse
med Kanslergadeforliget i januar 1933, hvorefter kronen holdt sig
stabilt i forhold til tyske rigsmark på en kurs svarende til ca. halvdelen
af den tidligere kurs. I penge så kurssvingningen således ud: I sommeren
1931 kunne man for 1,00 dansk krone få 1,12 rigsmark. Efter devalueringen
i 1933 var kursen faldet til under det halve: For 1,00 dansk krone fik
man nu kun 0,55 rigsmark. 75 For en virksomhed med størsteparten af indtægterne
i kroner og størsteparten af udgifterne i rigsmark, betød det en
halvering af indtægterne. Det var katastrofalt.
Spørgsmålet var hvad den danske stat, der med sin kurspolitik så at
sige bar en meget stor del af ansvaret for avisens voldsomme økonomiske
deroute, ville gøre. Konsul Neergaard-Møller i Flensborg luftede over
146