hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

er 1937. Der Schleswiger-affæren, “som man i Berlin har anset for at være
definitivt afsluttet med de erklæringer, som i sin tid i Propagandaministeriet
blev afgivet til de herrer redaktør Christiansen og Kronika”, havde
i dag fået et efterspil, “som vil vække den allerstørste opmærksomhed
i det slesvigske grænseområde, især i de tyske blade på begge sider af
grænsen. Men derudover vil dette efterspil også give en del af den udenlandske
presse fornyet anledning til at beskæftige sig med det slesvigske
emne. Dette sidste har Deres korrespondent i aftenens løb modtaget beviser
for i form af en række telefoniske forespørgsler fra udenlandske bladredaktioner”.
Kronika lod her på slet skjult måde eventuelle interesserede tyskere
forstå, at hvis man påny begyndte at rode op i denne affære, så ville det
også kaste fornyet international presseomtale af sig.
Gauleiter Lohse, overborgmester Kracht og redaktør Ernst Schrøder,
“der som dansk statsborger må regnes for hørende til det tyske mindretal
i Danmark, men i øvrigt som bekendt øver en nærmest dominerende indflydelse
på hele det grænsetyske arbejde såvel norden som sønden den
dansk-tyske grænse”, havde aflagt Goebbels et besøg, fortsatte Kronika –
der dermed nærmest løftede sagen op på et mellemstatsligt niveau.
Årsagen til henvendelsen var klager over dansk presses omtale af Der
Schleswiger-affæren efter dens afslutning. Kronika kunne dog berolige læserne
med, at der ikke havde fundet nogen forhandling sted om de enkelte
punkter i de tyske erklæringer af 26.8. og 27.8. 1937. “Disse tyske
erklæringer står fremdeles ved magt. Hverken på dansk eller på tysk side
kan det benægtes, at de er af den allerstørste betydning for forholdenes
udvikling på begge sider af den dansk-tyske grænse”, fastholdt Kronika.
“I Berlin består der ikke noget ønske i at fravige de omtalte erklæringer.
Dr. Goebbels’ udtalelse i dag, om han muligvis vil se sig foranlediget til
at revidere den tyske regerings standpunkt af 26. og 27. august, skal opfattes
som en slags skræmmeskud eller lignende. Man går i Berlin ingenlunde
ud på at skabe nye momenter i sagen. Det vil være rigtigere at sige
tværtimod. Her mener man, at nu skulle det lade sig gøre, efter at hovedlinjerne
i den tyske holdning og politik er tilstrækkeligt bekendt både
på dansk og på tysk side, at trække en slutstreg under hele diskussionen
angående Der Schleswiger-affæren”.
Ernst Christiansen føjede hertil den redaktionelle bemærkning, at udviklingen
i denne sag mindede om tidligere begivenheder i grænselandets
historie. “Dog er forskellen formentlig den, at den nuværende tyske
rigsregering i kernespørgsmålet har dannet sig sin selvstændige mening
og ikke agter at fravige den”. Der var fra dansk side grund til at være
både fast og varsom: “Enkelte meget skarpe ytringer har været vand på
grænsetyskernes mølle. Somme tider skal der bygges gyldne broer. En
afspænding kan dog uden vanskelighed fås, hvis man ikke ønsker at forhindre
det fra grænsetysk side”. Selv agtede Flensborg Avis at fastholde
sit løsen front og bro: “Det tjener vort folks tarv, men tager tillige bevidst
sigte på at gavne forholdet mellem de to nabolande”.
Lauritz Larsen kommenterede samme dag, den 27. oktober 1937, Kro-
644