hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

et klagebrev, det tager kun sigte på fremtiden, og jeg vil gerne henstille
til den højtærede statsminister, om det ikke er ønskeligt og muligt at få
folketingsmand J.P. Nielsen til at tage det bydende nødvendige folkepolitiske
og statspolitiske hensyn ikke at behandle disse ting offentligt”. 61
Dette sidste blev i de samme dage understreget af Nordschleswigsche
Zeitung, der fandt mange passager i debatten værd at citere – og navnlig
noterede sig, at det var Stauning og socialdemokraterne, der tre år tidligere
havde reddet Flensborg Avis. 62 Det var jo rart at vide, for derved
kunne man i sin polemik imod Flensborg Avis indirekte gøre den danske
regering ansvarlig for udtalelser, fremsat af Flensborg Avis om f.eks. Tyskland
eller det tyske mindretal. Eller man kunne beskylde Flensborg Avis
for at være i lommen på socialdemokraterne – eller “marxisterne” som de
jo hed i nationalsocialistisk terminologi, hvilket heller ikke var at foragte.
Den slags var – som Flensborg Avis den 19. september 1935 udtrykte det:
“Mad for Mons”.
Ernst Christiansen fik nu alligevel det sidste ord i denne omgang. Den
25. september 1935 skrev han i en 3 1 / 2 spalter lang leder bl.a., at der naturligt
nok kunne være uenighed om, hvordan man skulle optræde overfor
nabofolket, “særlig efter at han har fået en ny, hidtil ukendt indstilling.
Når vi siger at denne er mere fremmed end nogen sinde, er det dog
en forslidt talemåde. Kunne den blive mere fremmed end dengang, da
‘Blod og Jern’, da tvangstægt og fratagelse af forældreretten var løsnet
over os?”
Ernst Christiansen gav her meget tydeligt udtryk for, at han endnu ikke
i efteråret 1935 helt havde forstået den afgrundsdybe forskel, der bestod
imellem det Wilhelminske og det nationalsocialistiske Tyskland.
I synet på Tyskland gjaldt efter Ernst Christiansens mening ikke noget
enten-eller men derimod et både-og:
“Vi må være klar over, hvad det er, vi vil. Ønsker vi størst muligt fjendskab? En
stadig voldsommere gensidig ophidsning, oprustningen lige før en krig? Er det
ikke vort mål at hævde vort eget i sund vækst og samtidig om muligt trygge det
danske lands og folks grænse ved at formindske den spænding, de ophobninger
og sprængstof, som findes? Skal dette sidste ikke være vort vigtigste bidrag til
fremme af verdensfreden, til at forebygge nye krigsulykker?”
Opgaven var både ...
“... utrætteligt at modvirke mistænksomheden og føre bevis for, hvor tillidvækkende
vore hensigter er. Vort mål må være mere og mere at få alle vore egne på
post og i arbejde uden at skærpe modsætningerne udadtil.
Ja, og hindre vore unge i at blive nationalsocialister! indvendes der. Ja, naturligvis,
vi ønsker, at vore unge skal fortsætte dansk og nordisk, ikke tysk udvikling.
Men ville vi opnå det, såfremt vi overfor de unge ikke ville lade kendsgerningerne
tale deres dog ret tydelige sprog, men malede sort alt, hvad der fandtes
hos den anden part? Ville de unge ikke hurtigt selv opdage, hvor det ikke stemte
og så blive mistænksomme? Må vejen ikke være den at få vort eget frihedssyn
levende og stærkt frem i den unge slægts bevidsthed og søge at få den til at fatte
442