hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

og propagandistiske hovedværksteder for den nationalsocialistiske, altså
den politiske revolution i Tyskland. Er nu den religiøse revolution forestående?
Mødet i aftes kunne i og for sig være motiveringen for et bekræftende
svar på dette spørgsmål”, konstaterede Kronika den 28. april 1935.
Kronika fulgte sagen op i en række kronikker under mærket Jens. Adskilligt
tydede på, at “den kristne kirke i Tyskland befinder sig i alvorlig
fare. En ny folkebevægelse løber storm mod kristus-korset. En bevægelse,
der er lagt an og er bygget op på samme måde som i sin tid den kæmpende
nationalsocialisme. En bevægelse, som har en mægtig ungdomsskare
med sig. En revolutionær gudstro – ‘den tyske tro’ – vil udrydde
kristi evangelium. Bort med kirken! Bort med præster og sakramenter!
Bort med synd og nåde! Bort med salmer! Bort med biblen! Således lyder
en fanatisk millionhærs kampløsen”.
Den tyske trosbevægelse ville ikke afskaffe al religion; den ville erstatte
den kristne gud med en tysk gud. Kristendommen var fremmed for tyske
mænd og kvinder. Med den tyske tro ville den tyske trosbevægelse “fælde
Kristus! Tysklands gudstjenester skal afholdes i form af nationale fællesskabsfester!
Kirkerne er en ydmygelse for den racebevidste tyske sjæl!”
Dette var ikke kun fantasterier, og man gjorde ifølge Kronika vel i at
tage den alvorligt. Sandheden var den, at ...
“... den tyske trosbevægelse er en meget farlig modstander og angriber for kristendommen
i Tyskland. Her står tro imod tro! Det er ikke materialisme og ateisme,
der har hejst krigssignaler mod kristus-korset! Det er en revolutionær religiøsitet,
der vil løbe kristendommens gamle budskab og former over ende. I idealismens
navn, med appel til sjæl, blod, hjerte kaldes Tysklands ungdom til kamp for den
tyske tro mod den ‘fremmede’, ‘reaktionære’ kristentro!
Man skal have været til stede ved et af den tyske trosbevægelses møder. Man
skal have set ind i ‘de tyske troendes’ glødende ansigter og tindrende øjne. Man
skal have hørt bifaldsorkanerne bryde løs ved angrebene på den kristne tro og
kirke. Så ved man, at kristendommen så hurtigt som muligt må vække den samme
idealisme, glød og fanatisme i sine troende, om den vil hævde sig!” 75
Kronika anbefalede altså, at den kristne kirke skulle tage ved lære af de
tyske kristnes tro og begejstring for selv at overleve. Det var en anbefaling
helt parallel med den, Ernst Christiansen gav danskerne på det nationale
område.
Den kristendommens begejstring, som Kronika efterlyste, fandt han i
Oxford-bevægelsen.
kronika og oxford-bevægelsen
Kronika var en søgende sjæl, der havde let ved at begejstres. Hans kristne
livsopfattelse var helt hans egen, præget fra mange forskellige sider:
Grundtvig og den danske folkekirke dannede basis, men dertil kom
indtryk fra bl.a. katolicismen, den schweiziske teolog Karl Barth og den
svenske Sigtuna-stiftelse. Kronika så kirken som en folkekirke, der meget
bredt, næsten økumenisk, havde bud til alle, uanset nationalitet og klassetilhørsforhold.
Kristendommen udjævnede klasse modsætninger og
454