hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

den danske offentlige menings reaktion på bladforbudet og på trods af
hele den slesvig-holstenske og grænsetyske nazistiske lejr har henvendt
sig til dig og i sine vidtgående indrømmelser taget betydeligt hensyn til
dine tilskyndelser, indrømmelser, der ud over selve forbudet har berørt
forholdet mellem de to lande”. Og Ernst Christiansen betragtede det som
“en værdifuld oprejsning til Flensborg Avis og mig, at den danske offentlige
mening har reageret, som den gjorde, og omtalt Flensborg Avis som
tilfældet blev i alle retningers blade”. 101
Her kunne Der Schleswiger-affæren være endt – lykkeligt for det danske
mindretal og for det dansk-tyske forholds fremtid. Men det gjorde den
naturligvis ikke.
12.14. Mindretallets organisationer tager stilling – september 1937
Den slesvigske Forening havde sidst i august holdt et fortroligt møde om
forbudet, i hvilket kun bestyrelsen samt distriktsformændene og deres
stedfortrædere deltog. Ifølge formanden, Tage Jessens, beretning, blev det
enstemmigt besluttet at holde et stort protestmøde mod forbudet den 11.
september 1937, i hvilket også var indbudt repræsentanter fra Slesvig og
Tønning. Flest mulige talere fra flest mulige egne af Slesvig og flest mulige
samfundslag skulle tale, for derved at give indtrykket af en samlet og
enig protest. Formålet med mødet var “i første række propagandistisk”,
hedder det i Gestapo-indberetninger fra september 1937: Der Schleswiger
var nemlig ikke helt uomtvistet i Danmark, men i visse kredse indså man
nu, at der ved forbudet var sket stor skade. Det gjaldt nu for Den slesvigske
Forening om at “servere en stor og enig protestudtalelse”, så man i
Danmark kunne se, at mindretallet i dette spørgsmål stod samlet. Man
var i færd med at sende skriftlige invitationer ud, for at de tyske myndigheder
ikke skulle få nys om sagen og lægge forhindringer i vejen, sluttede
Gestapo-medarbejderen – der altså havde fået nys om den alligevel. 102
Mødet blev afholdt lørdag den 11. september 1937 og samlede ca. 500
deltagere. Ifølge generalkonsul Lauritz Larsens indberetning af 14. september
1937 forløb mødet i god ro og orden; man tog afstand fra forbudet,
men tonen på mødet var fra først til sidst rolig og uden voldsomme
udfald. Formanden, Tage Jessen, fremhævede i sin tale meget stærkt, at
det danske mindretal ikke drev nogen grænseflytningsbestræbelser, men
tvært imod var besjælet af ubetinget statsborgerlig loyalitet; at der ikke
hos det eksisterede noget irredenta-spørgsmål, og at det lagde vægt på et
godt forhold til de tyske rigsmyndigheder, hvis forstående holdning man
påskønnede. 103
I Tage Jessens redegørelse for sagen lagde han ikke skjul på, at han betragtede
hele sagen som et grænsetysk komplot imod den danske presse,
lagt til rette af Ernst Schrøder. Og han fremhævede, at man i Berlin havde
erklæret, at initiativet til forbudet var kommet udefra – fra formentlig
grænsetysk side. Den erklæring, som forhandlingerne var mundet ud i,
var kun blevet sporadisk gengivet i den grænsetyske presse – ikke mindst
620