hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

troende og stræbende menneskehed af de statsmænd, der mødes, at de skal blive
enige om at give os freden og lægge grunden til en ny forståelse mellem folkene,
bygget på ret og sandhed”. 109
Det var ifølge Ernst Christiansen i det mindste et fremskridt i forhold til
1914, at verdens statsmænd faktisk forsøgte at forhandle en fredelig løsning
igennem. Verdens folk ville freden. Men det kunne ikke nytte at ordne
det Sudetertyske spørgsmål alene i et forlig; “folkene måtte oprustningen
og ophidsningen til livs. Dernæst måtte kolonispørgsmålet klares og de
folkelige mindretals naturlige liv trygges, ikke kun i ord, men i gerning.
Før alt dette sker, nås ingen virkelig fred”.
Ernst Christiansen pegede eksplicit på ophidselseskampagnerne i den tyske
presse: “En af de forudsætninger, der må skabes, er at arbejde for størst
mulig sandhed folkene imellem. Søgende sind har i disse uger og måneder
krympet sig ved, hvor langt vi var ude, og syntes, at de aldrig havde
oplevet noget, der bød dem så hårdt imod”. Dette må helt klart henvise
til den tyske propaganda – i samme nummer gengives tyske beretninger
om tjekkisk militær og “røde horder”, der overfaldt tyske grænsestationer
inde på tysk rigsområde med maskingeværer og håndgranater; der ødelagde
landbrugsredskaber, slog kvæg ned og kastede det i brøndene; der
med bajonetter tilbageholdt tyske kvinder og tvang dem til at sætte ild på
deres egne huse. Ikke så sært, at slig propaganda bød Ernst Christiansen
imod. Han fortsatte: “Sandhed blandt mennesker er altid menneskelig, og
idealet nås næppe nogen sinde. Vi har enkeltmenneskets sandhed, folkets
sandhed og mellemfolkelig sandhed. Menneskene må finde en måde at
smelte det værdi fuldeste af de tre sammen på til et malm, som kan bruges
til klokker, der kan ringe freden ind”. 110
Da München-forliget var en kendsgerning, hilstes det den 1. oktober
1938 med glæde, at krigen nu var undgået. Men glæden var ikke uden
mislyde. I en ganske lille epistel hedder det: “London jublede i går, Rom
jublede. Paris. New York, hele verden. Enkelte steder [i.e. Prag, forf.] var
der sorg og dybeste tavshed”. Den ledende artikel samme dag var en
blanding af taknemme lighed over freden og medfølelse med tjekkerne:
“En tak er vel det første, enhver af os tænker på, det første og det sidste,
og går vi vor vej ud i dagen og møder et frisk og smilende barneansigt,
så bliver takken dybere endnu. Det er ikke til at udtænke, hvor meget der
er at sige tak for”. Men tankerne gik også andetsteds hen: “Allerførst til
dem, der i disse tider har døjet hårdest – ligegyldigt i hvilken lejr, de har
hjemme – men også til dem, der skal betale, til dem, der måtte regne med
næsten håbløst at sætte alt ind for deres fædreland og hvis glæde over
freden i dag er fuld af smerte. Ingen kan formene os menneskelig medfølelse
og den tro, at der vil gro oprejsning af en sådan ydmygelse, ikke
ydre hævn, men indre styrke”.
Ernst Christiansens tanker gik også til de statsmænd, der havde overvundet
forhindringerne. “Enkelte navne er vokset i disse dage. Vi hylder
dem, og vi ønsker menneskeslægten til lykke. Og som et dansk blad med
rette siger: Det er ikke således, at folkestyrets mænd ved denne lejlighed har stået
tilbage” [fremhævet af forf.].
759