hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

landsfremmede danske “indvandrere”, der passende kunne rejse hjem
til Danmark igen ... keine Hexerei! Således blev forholdene i Nordslesvig
fremstillet af hjemmetyske talere ved offentlige møder i Tyskland.
Clausens tale var “en utrolig udæskning” hed det i Flensborg Avis den
14. februar 1939 på forsiden. Clausens tal dementeredes nemlig ikke blot
af afstemningen i 1920, men også af de kun 14-15%, af stemmerne som
Slesvigsk Parti havde fået ved hvert eneste folketingsvalg i Nordslesvig
lige siden.
Nordschleswigsche Zeitung foretog i løbet af valgkampen det ene ubeherskede
angreb på Danmark og den danske administration af Nordslesvig
efter det andet. Forbilledet var temmelig tydeligt NSDAP’s valgkampagner
i 1932. Den samme tone kunne genfindes i de fleste øvrige tyske dagblade
og tidsskrifter i grænseregionen. Det blev gentaget igen og igen, at
grænsen fra 1920 var en Versailles­grænse, dybt uretfærdig, en “forbrydelse
mod hjemstavnen”; de gamle slagord om det udelte Slesvig-Holsten blev
gentaget i det uendelige, og det blev i temmelig uforblommede vendinger
stillet i udsigt, at et godt tysk valgresultat naturnødvendigt ville medføre
en grænserevision. En dansksproget valgavis, Hjemstavnens Røst, blev
runddelt i tusinder af eksemplarer. Det var, som om den nye, hjemmetyske
ledelse satsede alt på en grænserevision – nu eller aldrig!
Det blev aldrig. For, som Flensborg Avis tørt konstaterede: “Hvis det
er meningen at få alle danske nordslesvigere purret ud på valgdagen, er
denne utrolige tone i det tyske mindretalsblad uden tvivl udmærket”. 130
Hjemmetyskerne havde nemlig glemt, at der i de sønderjyske sind fandtes
en kraft og en vilje, som det tyske mindretal havde gjort klogt i at vogte
sig for at røre ved, påpegede Ernst Christiansen. Denne nationale kraft
havde stået sin prøve i årene mellem 1864 og 1920, og den var nu vågnet
i valgkampen: “Der er ikke kun holdt partimøder. De Danske Samfund har
rørt på sig, Det unge Grænseværn, i det hele de nationale foreninger, men
partiernes talere har kappedes med de nationale foreningers mænd om at
trænge deres selviskhed på partiets vegne tilbage i anden række”.
De sønderjyske Danske Samfund, der oprindeligt havde været begrænset
til den såkaldt “truede firkant” mellem Aabenraa og Tønder i det sønderjyske
midtland, blev i 1939 udbygget til at omfatte hele Sønderjylland.
Medlemstallet voksede fra begyndelsen eksplosivt, og i 1943-1944 omfattede
samfundet 79.000 medlemmer – svarende til i praksis meget tæt ved
100% af alle voksne dansksindede sønderjyder. 131
Den danske nationale mobilisering i Nordslesvig op til folketingsvalget
i 1939 var med andre ord ved at fremelske lige akkurat den tilstand af dansk
national vækkelse og folkeligt fællesskab, som Ernst Christiansen havde kaldt på
siden afstemningstiden.
Det tyske mindretals valgkampagne blev stadigt mere skinger. Da Jens
Møller afsluttede sin valgtale i Tønder den 26. marts 1939 med at erklære,
at den kommende tyske valgsejr ville være “ét eneste råb: Fører, gør os
fri!” spurgte Flensborg Avis den 28. marts 1939: Hvad er meningen? Hvordan
stod sligt i overensstemmelse med en statsborgers pligter over for sit
land? Hvordan stod sligt i overensstemmelse med Førerens ord om den
773