hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Brandes behandledes i de ledende artikler med den allerstørste selvfølgelighed
som en betydelig dansk mand.
13.10. “en sønderjysk forårsdag”. Folketingsvalget 3. april 1939
Hele første kvartal af året 1939 stod i det kommende folketingsvalgs tegn.
Valget skulle afholdes den 3. april 1939. Slesvigsk Parti, det tyske mindretals
parti, havde ét mandat i Folketinget, nemlig pastor Johs. Schmidt-
Vodder. Han var imidlertid blevet skubbet til side af den nye spidskandidat,
dyrlæge og “Fører” Jens Møller, og der var god mulighed for, at
partiet kunne opnå endnu et mandat. Der skulle ikke megen fantasi til
at forestille sig, hvorledes dette i så fald ville blive udlagt af den tyske
presse som en “fordobling” af tilslutningen til tyskheden i Nordslesvig.
Unge danske i grænselandet med tilknytning til Det unge Grænseværn
opfordrede allerede i begyndelsen af januar 1939 “de nye partidannelser”
i Danmark til ikke at stille op i Nordslesvig, fordi de derved kunne give
anledning til et dansk stemmespild. I opråbet hedder det blandt andet:
“Hr. Pürschel, hr. pastor Malling [begge Nationalt Samvirke, forf.], hr. Arne
Sørensen ! [Dansk Samling, forf.]. Dansk ungdom i grænselandet kræver,
at De lader nationale hensyn overveje de partipolitiske“. Det ville
være “et snigløb mod danskheden at føre valgkampen her”. 126
I en leder – Klaring norden Skel – den 24. januar 1939 diskuterede Ernst
Christiansen på sin typiske forsigtige måde denne tanke: Det var et almindeligt
dansk krav, et udtryk for en vilje og et ønske i hele den danske
befolkning, at det næste valg endnu mere end tidligere måtte blive en national
tilkendegivelse, ikke mindst fordi det tyske mindretal var “meget højt
oppe og langt ude i sit sprog”.
Der var ganske vist dem, der mente, at dannelsen af et dansk enhedsparti
i Nordslesvig omfattende 85% procent af vælgerne ville være at spille
det tyske mindretals spil, thi derved ville Kongeågrænsen så at sige blive
genoprettet, idet det almindelige partiliv herefter kun kunne udfolde sig
nord for den gamle grænse. Der var “noget i denne betragtning”, medgav
Ernst Christiansen – der i parentes bemærket selv havde været med til at
skyde H.P. Hanssens enhedsparti, Sønderjysk Venstre, noget så eftertrykkeligt
i sænk i 1920 med de selv samme argumenter.
Men faren bestod i, fortsatte Ernst Christiansen, at det tyske mindretals
parti uden nogen i øvrigt nævneværdig procentuel stemmefremgang
kunne slumpe sig til et ekstramandat takket være valgloven med kredsmandater,
“altså sætte sit medlemstal op i den danske rigsdag med 100
procent, en begivenhed, der på baggrund af tiden ville blive udnyttet som
en mageløs sejr, medbestemmende for landsdelens fremtid”.
Drøftelserne nord for grænsen ville nu næppe føre til, at der skabtes
et helt nyt valggrundlag – altså et enhedsparti, mente Ernst Christiansen.
De tre store partier, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, der nu
besad seks af de syv nordslesvigske folketingsmandater, ville næppe give
afkald på egen valgkamp, men ville snarere pege på, at de små, såkaldte
“splittelsespartier” skulle give afkald på opstilling for danskhedens skyld.
770