hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tjenestemænd og embedsmænd. Men dermed ville “i virkeligheden mindretalsfriheden
være ophævet”. Det måtte følgelig være “et uundværligt
led i gennemførelsen af den tyske nationalsocialismes folke- og racetanker
at ordne denne sag. Det vil i høj grad tjene det tyske folks tarv at gøre
ordningen så højsindet og rummelig, at de folkelige mindretal bliver tilfredse”.
Og det ville de kun blive, hvis der sås bort fra tvungne offentlige
lister over mindretals medlemmer, de såkaldte katastre, der rummede
en trussel for økonomisk afhængige. Forældre måtte kunne sende deres
børn i en mindretalsskole uden skade for dem eller for børnene. 4
Når Ernst Christiansen så stærkt advarede imod en kataster-løsning, så
hang det også sammen med, at dette ville fiksere mindretallet på en én
gang fastsat størrelse. Det ville herefter ikke længere være muligt at “missionere”
blandt tysksindede slesvigere og overbevise dem om deres egentlige
danskhed. Erfaringerne viste desuden, at der var et konstant jævnt
frafald fra mindretallets rækker, og hvis ikke dette kunne suppleres med
en tilvækst fra flertals befolkningen, så ville danskheden i Sydslesvig være
dømt til at sygne hen inden for en meget overskuelig årrække.
Der opstod problemer i vinteren 1933-1934 med tildelingen af den såkaldte
“vinterhjælp”, som partiet NSDAP stod for. Flere partifunktionærer
benyttede lejligheden til at lægge pres på medlemmer af mindretallet
for at få dem til at afsværge deres danskhed og gå op i det nye, tyske
folke fællesskab. Men igen blev dette slået stort op på forsiden af avisen,
og selvom Flensburger Nachrichten truende mindede om, at Flensborg Avis
nu, efter den 1. januar 1934, var undergivet en ny presselovgivning, så
slog Ernst Christiansen i en leder den 4. februar 1934 fast, at Flensborg
Avis agtede “at påtale, så længe der er noget at påtale, og ikke at slå os til
ro, før sagen er i orden”.
Det virkede tilsyneladende: Overborgmester Wilhelm Sievers understregede
i et interview med Tage Jessen i Flensborg Avis den 5. april 1934,
at der ikke måtte gøres forskel på mindretal og flertal m.h.t. tildeling af
vinter hjælp. Dette blev indskærpet, da det samtidig fra underordnede partifunktionærers
side blev forsøgt lagt pres på mindretalsmedlemmer for at
få dem til at tage deres børn ud af de danske skoler. 5 Selvom forholdene
langt fra var ideelle, så kunne det dog være meget værre, og Wilhelm Sievers
høstede anerkendende ord på ledende plads i Flensborg Avis.
På trods af ydre pres var mindretallet det første år efter Hitlers magtovertagelse
præget af vækst og klagemålene få. Op til Grænseforeningens
indsamling på Dybbøl-dagen i 1934 skrev hovedbestyrelsesmedlemmet
C. Manthay Wagner til Ernst Christiansen 6. april 1934 direkte: “Vi savner
i år før ‘dagen’ peberet fra i fjor. Der må da være nogle overgreb fra nazistisk
side. Kan vi ikke få noget frem i Flensborg Avis og dernæst i hele den
danske presse? Hvorfor ikke brænde krudtet af, når det er tørt og kan
gavne?” 6 Det gjaldt altså ifølge Manthay Wagner om at få slået nogen nazistiske
overgreb op, så de kunne udnyttes i propagandistisk øjemed til at
forøge støtten til mindretallet. Men forholdene for det danske mindretal
var endnu i 1934 forholdsvis fredelige – lige indtil Gestapo den 31. august
1934 foretog en razzia i Tønning.
408