hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

har en egen indre logik, men dybest set udspringer den formentlig af, at
mennesket simpelthen har svært ved at acceptere, at døden rammer unge
mennesker. Det forekommer på én eller anden måde naturstridigt, og
derfor må der tolkes en form for mening ind i det. Det er desuden mere
end tænkeligt, at erfaringerne fra forrige krig lurede i underbevidstheden:
Dengang kæmpede ca. 30.000 sønderjyder i en tilsvarende situation, for
“retten til hjemstavnen”, og omtrent en sjettedel blev derude. Dette var
prisen for Nordslesvigs genforening med Danmark; Femtusind unge sønners
liv blev dine løsepenge, som Henrik Pontoppidan havde udtrykt det.
Forhåbninger i retning af en sydslesvigsk “genforening” kunne naturligvis
ikke udtrykkes direkte, men i hvert fald “retten til et frit dansk liv
i hjemstavnen” lå som en understrøm i nekrologer, ledende artikler og i
omtale af de krigstjenestegørende danske sydslesvigere: De kæmpede for
hjemstavnen og for en ny fremtid for Sydslesvig, når freden kom. Selv på
tidspunkter, hvor det så ud til at Tyskland ville vinde, kom disse tanker
til udtryk; da må håbet formentlig tolkes således, at de danske sydslesvigere
ved opfyldelsen til det yderste af deres statsborgerlige loyalitet,
nemlig ved at sætte livet ind for herbergstaten, sikrede den sydslesvigske
danskheds eksistens og ret til et eget nationalt liv i det nye, mægtige Stortyskland.
Det er sådan, de redaktionelle kommentarer i forbindelse med faldne
må fortolkes: Der kæmpes ikke for Tyskland, ikke for europæisk kultur
eller den tyske verdensanskuelse, der deltages ikke i “de germanske folks
skæbnekamp” eller lignende, ikke imod bolsjevismen – dette var som
nævnt tilsyneladende forbeholdt finnerne – eller de slaviske horder, verdensjødedommen,
plutokratierne eller den slags; de danske sydsles vigske
soldater gjorde deres pligt over for herbergstaten af hensyn til Danmark
og hjemstavnen – og det var jo en anden snak. Også dette blev bemærket
og noteret af Sicherheits-Dienst. 308
Denne anskuelse delte Flensborg Avis efter alt at dømme med sine læsere:
Ikke én eneste soldat fra mindretallet ses ifølge dødsannoncerne at
være faldet for “Fører og Fædreland”. 309 De gjorde deres pligt for fremtidens
skyld. Ved budskabet om Christian Nielsens død skrev Flensborg
Avis den 18. august 1941: “Men vi ved, at hans død, som hans korte dag,
ikke var forgæves. Han gik trofast, frejdigt og med opladt sind den vej,
fædrenearven og pligten bød; også han ofrede sit unge liv for sin hjemstavn,
for retten til at føre en tilværelse dér i pagt med fortid og nutid og i
samklang med de tanker, der vil leve, når fredsklokkerne engang har hilst
og forkyndt fremtidens Europa”, og – som Christian Nielsen afsluttede et
af sine breve: “Hvad fremtiden vil bringe, aner vi ikke, men vi ved, at alle
gamle Flensborg-drenge og -piger med vil gøre deres til, at vi også i fremtiden
kan leve som danske mænd og kvinder i vor hjemstavn”. 310
Denne idealisering af de indkaldte rummede imidlertid også en anden
side: De skulle holdes borte fra nazismen. Den 21. marts 1942 holdt Bernhard
Hansen en tale ved dimittendfesten, gengivet i Flensborg Avis samme
dag: “Vi efterlyser dem, hvis tale er ja og nej. – Dem, der ved, at et ja
952