hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

modsætninger, hvis man drog “et stort nabolands regerings atter og atter
tilkendegivne hensigter i tvivl. Hvis man i Danmark som en selvfølge
fæstede lid til dem og nøjedes med i roligt og bestemt enstemmighed
at anholde de ord og henvisninger fra grænselandet, som synes at stå i
modstrid med dem, så ville dette formentlig tjene sagen bedst”. Det var
sådan, han selv greb sagen an.
Så stærk var Ernst Christiansens tillid til Hitlers fredsvilje, at han i februar
måned 1934 ofrede tre ledende artikler på en gennemgang af Mein
Kampf, som netop var kommet på dansk på Hagerups forlag. 18 I juni 1934
kom endnu en serie på fem flere spalter lange ledende artikler, da andet
bind af Mein Kampf udkom på dansk. 19 Det er værd at notere sig, hvilke
argumenter, Ernst Christiansen anvendte for at bringe artiklerne: “Netop
når vi vil værge og udvikle dansk og nordisk frihedsånd og når vi vil erkende
tidens ubarmhjertige alvor, må vi vide, hvad en historisk person
som Hitler har nedskrevet som grundloven for alt virke, og vi må helst
læse på første, ikke på anden eller tredje hånd”, hedder det den 27. juni
1934.
Men det er også værd at notere sig, at Ernst Christiansen navnlig hæftede
sig ved to ting: Dels Hitlers afvisning af germanisering af nationale
mindretal på baggrund af racetanken – selvom samme racetanke førte
ham til at betragte det tyske folk som et herskerfolk, der var skabt til at regere
verden. Og dels Hitlers afvisning af at genoprette grænserne af 1914:
De områder, Tyskland måtte afstå 1918-1920, kunne ifølge Hitler nemlig
ikke genvindes ved protester, men alene med våbenmagt. Men forudsætningen
for dette var et stærkt Tyskland med vilje til at sætte magt bag
ved ordene. Indtil dette var opnået, måtte de afståede områders krav på
genforening hensynsløst tilsidesættes til fordel for en styrkelse af staten.
Kravet om en genindførelse af grænserne fra 1914 betegnede Hitler som
“politisk vanvid”. De grænser omfattede nemlig ikke alle tyskere, og de
var hverken logiske eller militært set fornuftige, men en følge af historiske
tilfældigheder. Kravet var endvidere vanvittigt, fordi det jog enhver
mulig partner bort; fordi Tyskland manglede magtmidlerne til at opnå
dem; og fordi, “selv om resultatet kunne nås, det alligevel ville blive så
usselt, at det sandelig ikke ville lønne sig at ofre folkets blod derfor”. Det
gjaldt derimod om at sikre det tyske folk den jord, der tilkom det – og at
gå løs på den stærkeste modstander.
Man skulle tro, at dette var ord, som kunne få Ernst Christiansens øjne
op for realiteterne, men i stedet så han dem som “en kraftig tilrettevisning
til grænseflytterne ved Tysklands nordgrænse, vel at mærke ikke alene til
dem, der drømmer om at bruge magt, men også til dem, der som pastor
Schmidt jævnligt taler om grænseflytning ad andre veje”. 20
Afsluttende knyttede Ernst Christiansen en række bemærkninger
til Hitlers Mein Kampf: “Om end der er løbet meget vand i stranden siden
1924, så tjener Hitlers bog sammen med adskilligt andet i tiden til
at klargøre for os dens forfærdende alvor. Man kunne som dansk fristes
til at blive håbløs, men det har intet menneske og ingen mand lov til”.
For ganske vist erklærede Hitler, at Frankrig var Tysklands evige fjende,
416