hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ske reaktioner blev flittigt citeret i Flensborg Avis, 99 og man påpegede, at
det var Danmark, der nu havde grund til at klage over tyske udtalelser og
ikke omvendt!
Selv reagerede Ernst Christiansen dog sagligt og behersket. I en leder
den 9. april 1933 påpegede han, at det tyske mindretals parti ved det seneste
folketingsvalg havde opnået 13,2% af stemmerne. Og meget var
åbenbart forandret, siden berlinske regeringsblade i 1919 havde udtrykt
glæde over, at Danmark med sletningen af 3. afstemningszone i Tysklands
mørkeste stund “lod det vederfares retfærdighed”. Men én ting var
dog ikke rokket:
“At Nordslesvigs befolkning i sit overvældende flertal trods krise og nød med
hjerte og sind føler sig knyttet til sit gamle moderland, og at der syd for grænsen
af 1920 findes en trofast dansk befolkning, der kæmper sin stilfærdige kamp
for at bevare hjemstavnens sprog og sindelag, der som loyale tyske statsborgere
med kulturens rene våben gør sit yderste for at hævde sig som dansk forpost
ved Nord ens grænseskel. Og hertil har den krav på enhver landsmands inderlige
medhu og villige støtte, ikke mindst i tider som dem, vi lever i nu”.
Ernst Christiansen benyttede altså de slesvig-holstenske angreb på grænsen
til at fastslå det massive danske flertal i Nordslesvig og opfordre til
forøget dansk støtte til de danske sydslesvigere. De var en vigtig kontravægt
til hjemmetyskerne og måtte ikke blive glemt i forsvaret for grænsen.
Den opsigt, som de to slesvig-holstenske hedsporers taler vakte i Skandinavien,
fik den tyske rigsregering til at slå kontra. Alfred Rosenberg
erklærede, at ingen havde “mandat til” at udtale sig på en sådan måde
om den dansk-tyske grænse, som Sievers og Peperkorn havde gjort. Den
nationalsocialistiske bevægelse stod aldeles fremmed over for noget som
helst principielt modsætningsforhold til den danske nation, erklærede
Rosenberg over for Berlingske Tidende. Alexander Bogs udtalte sig på en
fredsmission i København – som allerede antydet – på lignende måde i
beroligende vendinger. 100 Over for såvel den tyske grænsepresse som de
førende personligheder i både nationalsocialistiske og slesvig-holstenske
kredse understregede Alexander Bogs, hvor vigtigt det var at vise tilbageholdenhed
i propagandaen for “ikke at skade forbindelserne til Danmark”.
101
Jacob Kronika talte ikke alene med Bogs, men også direkte med Alfred
Rosenberg, som han kendte udmærket allerede før magtovertagelsen. Rosenberg
erklærede over for Kronika, at den slesvig-holstenske “vår-offensiv”
mod Danmark var “et af de alvorligste og mest forstyrrende tilfælde
af brud på disciplinen”. Kronika kunne være “forvisset om, at de herrer
deroppe, som har holdt den slags taler, med al tydelighed får at vide, at
de har forløbet sig”. Også Hitler, hvem Rosenberg angiveligt forelagde
sagen midt i april 1933, var enig i, at dette stod i direkte modstrid med partiets
nordiske politik. Både Hitler og Rosenberg var ifølge Kronika “opbragte”
over slesvig-holstenernes “private udenrigspolitik”. 102 Det var
altså tilsyneladende erklæringer fra allerbedste kilde, som Flensborg Avis
234