hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det tyske gesandtskab i København blev orienteret om sagen den 23.
august 1937, idet Alfred Ingemar Berndt i sin orientering tilføjede, at forholdsreglerne
var truffet i overensstemmelse med hr. Reichs- und Preussischen
Minister des Innern, Hermann Göring. 47 Renthe-Fink lod sig dog ikke
spise af med den besked. Han sendte presseattaché Karl Frielitz til Berlin,
hvor han om formiddagen den 26. august 1937 opsøgte Aschmann, leder
af Auswärtiges Amts pressedepartement. 48 Selv sendte Renthe-Fink den
25. august 1937 en længere redegørelse for Schleswiger-affærens nedslag
i Danmark: “Der Schleswiger, som vel kun de færreste danskere nord for
grænsen kendte eksistensen af, er p.g.a. det udstedte forbud, som den
danske presse har slået stort op, über Nacht blevet til en slags symbol på
det danske mindretal”, skrev han til Auswärtiges Amt. Forbudet havde
ramt et ømfindtligt sted i den danske nationalbevidsthed, og ud fra en
sådan synsvinkel måtte den dybtgående harme, som hele den herværende
offentlighed viste, tages alvorligt. Ingen i Danmark troede, at forbudet
var en følge af, at Der Schleswiger på det indrepolitiske område havde
indtaget en statsfarlig holdning; alle var tvært imod overbeviste om, at
tillægget var blevet forbudt, fordi det i de grænsepolitiske kontroverser
plejede at forfægte det danske standpunkt energisk, og fordi man vil lukke
munden på mindretallet, eftersom mindretallets dansksprogede presse
ikke kunne læses af befolkningen i Tyskland, og dens klager således ikke
kunne nå ud til den brede offentlighed. Grundtonen i de danske pressekommentarer
var den, at den hidtidige opfattelse i vide danske kredse, at
den nationalsocialistiske tyske regering i modsætning til førkrigsregimet
tilstræbte en betydeligt mere storsindet mindretalspolitik, nu ville være
ødelagt i lang tid fremover som følge af forbudet. “Overalt bliver der udtrykt
den opfattelse, at vi forsøger at undertrykke det danske mindretal,
hvorimod Danmark optræder storsindet over for det tyske mindretal”.
Det så altså ifølge den tyske gesandt ikke for godt ud, og han frygtede,
at den danske regering som følge af det offentlige pres ville blive nødt
til at lægge større afstand til Tyskland. Schleswiger-affæren kunne således
meget vel gå hen og få storpolitiske konsekvenser: “For regeringen
Stauning, hvis bestræbelser netop går ud på at opretholde venskabelige,
nabovenlige og tillidsfulde forbindelser til Tyskland, må dette omsving i
den offentlige mening være så meget mere alvorligt, fordi det netop finder
sted på et tidspunkt, da den danske regering angribes heftigt af såvel
oppositionen som af de øvrige skandinaviske lande for at indtage en for
eftergivende holdning over for Tyskland. Den danske udenrigsminister,
som i går i vor samtale kom ind på forbudet, lod da også forstå, at han ud
fra en dansk-tysk interesse i allerhøjeste grad beklagede denne tildragelse,
og han lod forstå, at det efter hans opfattelse ville være meget velkomment,
hvis det skulle være muligt atter at ophæve forbudet”.
P. Munch har altså atter taget den succesrige metode fra Alnor-affæren
året før i anvendelse – og med held, må det konstateres. “Selvom jeg
sagde til hr. Munch, at jeg, skønt jeg indtil nu ikke var blevet underrettet
om forbudet og dets grunde, fandt ophidselsen i den danske presse over-
594