hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

påtog sig opgaven. C.P.O. Christiansen fik først lov til at skrive en artikel
om Flensborg Avis, “når aktionen for Hejmdal” var forbi. 150 Ernst Christiansen
var blevet “lidt trist” over Anker Jensens artikel, “især da det endnu i
øjeblikket er meget uvist, hvad det bliver til med Flensborg Avis og der er
ringe udsigter for den gennemgribende løsning, hvori jeg ville se muligheden
for en ny fremgangstid”. 151
I Højskolebladet den 25. maj 1934 slog C.P.O. Christiansen – ny forstander
på Frederiksborg Højskole i Hillerød – et slag for Flensborg Avis, og
gjorde opmærksom på dens på alle områder vanskelige stilling:
“Som udkommende i herbergstaten Tyskland, hvor den nationalsocialistiske presselov
har gjort alle redaktører til en art afsættelige embedsmænd, løber bladet en
daglig risiko og véd sig aldrig tryg. Vi, der daglig læser det, fatter ofte ikke, at det
tør udtale sig om nordisk frihed og mindretallets retskrav så stærkt, som det gang
på gang vover at gøre det. I en tid, hvor de danske blade ofte fører det heftigste
sprog, kan Flensborg Avis virke tamt og kedeligt på sensationslystne læsere, og
med et bladet har mundkurv på sker det, at de vender sig bort derfra”.
Men de vanskeligheder og farer, som avisen var udsat for, havde – i stedet
for at gøre den sagtmodig – tværtimod skærpet dens kløgt og tvunget
den til “så høj en flugt, at man hæver sig over partipolitisk og nationalistisk
strid, og når derop, hvor kræfterne myndigt skal sættes ind for det
vi alle i lige grad har kært”. Noget sådant var netop lykkedes for redaktør
Ernst Christiansen, der “spærret ude fra partipolitikkens og antinazismens
valpladser har fundet andre opgaver for sin pen”. Avisen var under
hans ledelse vokset frem til at blive et organ for national samling, hvilket
i høj grad var tiltrængt i dansk presse. Flensborg Avis så ingen politiske
venner eller fjender, men kun landsmænd. Alle danske burde glæde sig
over et sådant “fælles dansk blad, der taler til det fælles nordiske og det
fælles danske, der er i os alle”.
Den samme evne til at udnytte vanskelighederne positivt og vokse
med farerne mærkedes ifølge C.P.O. Christiansen også på avisens holdning
til nationalsocialismen: “Det er en selvsagt sag, at direkte angreb på
diktaturet er udelukket, og intet tænkende menneske vil bebrejde bladet,
at det ikke har deltaget i de voldsomme antinazistiske felttog, som de københavnske
blade har givet signal til”. Flensborg Avis’ holdning havde
snarere været til gavn for Danmark som modvægt til andre blades ensidige
skildringer. “Fuldt så klart som de andre har Flensborg Avis midt i
det nazistiske Flensborg hævdet det nordiske frihedssyn og vor nordiske
egenart. Samtidig har det som intet andet dansk dagblad søgt at forstå,
hvad der rører sig for mægtige kræfter i Tyskland”. De andre blade havde
– blindet af vore egne historiske forudsætninger – i Tyskland kun set
“rædsler og pral, massesuggestion og latterlig chauvinisme”. Flensborg
Avis, derimod, havde “søgt at lodde den tyske folkesjæl og forstå, hvad af
dybe kræfter, der rører sig i den. Hvad den fandt af værdier, har den vovet
at fremsætte for den danske læseverden, sikker på at vi forstod, hvorfor
den måtte tie, hvor de andre talte højt, og sikker på, at det var ved
at vise os alvoren og offerviljen i nationalsocialismen, at den bedst drev
309