hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

latt skriver A.H. om den ‘forbavsende optimistiske tone’, Churchill anslog i sin
sidste tale. England var nu ikke længere dårligt, men godt bevæbnet. Det stod
ikke længere ene. Det havde oven i købet fået en voksende overlegenhed i luften’
– ‘Vi behøver kun at holde ud for at vinde’, sagde Churchill. ‘Der kan kun
gives en afslutning. Hvornår og hvordan den vil komme, kan jeg ikke sige. Men
vi tør med voksende tillid marchere fremad ind i det ubekendte’. I artiklen hedder
det, at selv nordamerikanerne ifølge deres presse undrer sig over den ‘usædvanlig
forhåbningsfulde’ tone i Churchills tale og er blevet ‘overrasket’ over hans
påstand om Englands ‘voksende overlegenhed i luften’”.
Både før og siden blev der plads til afbalancerende ord om den britiske
premierminister, den amerikanske præsident eller andre af Hitlers modstandere.
Den 10. maj 1940 gengav man efter New York Times og med DNB
som kilde følgende: “Churchill besidder de karakteristiske egenskaber at
kunne gøre nederlag til sejre”, og også dette skal formentlig ses som en
afbalancering af Førerens stadige betegnelser om Churchill som “fordrukken”,
“en blodig dilettant”, “en vanvittig” o.s.v. Den tyske propaganda
yndede at fremstille det engelske folk som ført bag lyset af “plutokraterne”,
der dels for at tjene penge og dels af ren og skær ondskabsfuldhed
var interesserede i krigens fortsættelse – og Churchill blev fremstillet som
en moderne Nero, hvis livsmål det var at ryge en mavebæltecigar på ruinerne
af et sønderbombet og nedbrændt London.
Et andet eksempel på nuanceringer er fra Flensborg Avis 8. maj 1942,
hvis overskrift lyder: “En britisk bombeflyver skudt ned”. I teksten hedder
det derimod: “Kiel, fredag middag. Rigspropagandakontoret for Slesvig-Holsten
meddeler: En fjendtlig bombemaskine er i nat blevet skudt
ned af marine-artilleriet i området omkring Kiel”. Et så grelt misforhold
mellem overskrift (som redaktionen i princippet selv var ansvarlig for)
og tekst var ganske vist sjældent, men forekom dog. I redaktionelle artikler
taltes næsten udelukkende om “britiske” bomber, også når de faldt over
Danmark, ja selv når de faldt over Flensborg.
Også dette står i stærk kontrast til tyske udtalelser om “natpirater” og
“natlige mordere”, “højdepunktet af barbari”, “britisk luftterror” 282 – eller
Goebbels’ talrige udtalelser fra 1943-1944 om den “anglo-amerikanske
bombeterror”, der havde til hensigt at udrydde det tyske folk og dets kulturskatte.
For Flensborg Avis var luftbombardementerne et kors, der måtte
bæres og udholdes; et offer, der måtte bringes, førend freden kunne komme
og åbne vejen for en bedre fremtid.
Angrebet på Sovjetunionen i juni 1941, der hos nogle nationalt-konservative
danske – endog fra Folketingets talerstol – hilstes med tilfredshed,
fremkaldte ingen begejstring på Flensborg Avis, tværtimod. En gammel
ven af bladet, digteren Valdemar Rørdam, fik den 15. august 1941 lejlighed
til ganske kort at forsvare sig for sit hyldestdigt til Hitler Så kom den
dag, som han havde offentliggjort kort efter angrebet på Sovjetunionen,
men selve digtet af den forfatter, der tidligere så ofte havde glædet og opmuntret
avisens læsere, blev ikke citeret eller omtalt. Digtet blev ganske
vist også trykt i Fædrelandet, hvorfra Flensborg Avis kun citerede med den
936