hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Det er bedst, hurtigst muligt at slå en streg over D.D.D.-affæren. Denne Liga betyder
intet, og den har ingen fremtid i Danmark, hvem der hævder noget andet
og tilstræber noget andet, vil kun bidrage til at ødelægge, hvad der er bygget op i
forholdet mellem Danmark og Tyskland [tilføjet: og Tyskland og Norden]”. 196
Det var helt i overensstemmelse med den linje, som Flensborg Avis havde
anlagt – endda også i den stadige påkaldelse af de nordiske broderlande.
Politiken-lederen, der blev offentliggjort med overskriften Danmark
og Tyskland den 8. december 1937, kom dog til at lyde noget anderledes.
Man tog udgangspunkt i den da netop faldne dom over de tre førende
hjemmetyske nazister, Jens Møller, Harboe Kardel og Lorenz Christensen,
der netop ved byretten i Aabenraa var blevet idømt henholdsvis 60 dages
hæfte og bøder på 150,- og 500,- kr. for injurier i Stollig-affæren, 197 hvilket
den tyske grænsepresse havde slået stort op. Det var der ingen grund til
at tage alt for alvorligt, fandt Politiken:
“De tre mænd har, efter rettens skøn, overskredet de meget liberale grænser for
ytringsfriheden, som er sat her i landet. (...) Hvis det danske mindretal syd for
grænsen havde fremsat tilsvarende ærekrænkende udtalelser om tyske institutioner,
ville det tyske retsvæsen næppe have været blidere. I dette forhold skulle vi
regne med det nationalsocialistiske Tysklands forståelse”. Den tyske grænsepresse
syntes at gøre gældende, at “dommene ikke er rettet mod de enkelte dømte,
men mod ‘den tyske folkegruppe i dennes kamp for vor folkelighed og folkegrund’.
Intet kan være mere urigtigt, men der ligger i denne betragtning en appel
til folkefællerne i Tyskland om at komme de forurettede folkefæller i Nordslesvig
til hjælp. Hvis denne appel bliver besvaret uden videre, vil der kunne opstå ny
uro omkring mindretalsspørgsmålet i Sønderjylland – det mindste mindretalsproblem
i Europa og det, der er ordnet med den størst mulige hensyntagen. I den atmosfære,
der hersker i Europa, er det den letteste sag af verden at puste en modsætning
op, når den møder med national etiket.
– Hvad der er meget vanskeligere, men til gengæld meget værdifuldere, er at
underbygge og fremme det gode forhold og den gensidige tillid mellem de to nabostater
og hindre, at i sig selv ubetydelige episoder i grænseområdet får lejlighed
til at forgifte det gode forhold og den gensidige tillid. Vi har hidtil haft indtrykket
af, at der i ledende kredse i Tyskland var tillid til, at man fra dansk side bestræber
sig for i yderligste grad at vise retsindighed og rimelighed over for mindretallet
og tilvejebringe ligevægtige forhold i grænseområdet. Sådanne fantasier, som
blev fremsat af den – næsten ukendte – D.D.D.-Liga, blev øjeblikkelig tilbagekaldt
af de store grænseforeninger og har ingen baggrund i det danske folk. – Midt i
den uro, der gør Europa utryg, har forståelsen mellem Tyskland og landene mod
nord været i stadig vækst. Det er ikke uden betydning. Der har i Berlin og København
været fulgt en fælles linje i spørgsmålet om grænseområderne, man har
– efter alt at dømme – på begge sider næret et oprigtigt ønske om at akutte lokale
spændinger, som let kan manifestere sig i nationalitetsblandede grænseegne, ikke
skulle virke forstyrrende ind på helheden, og at de overdrivelser, som en midlertidig
ophidselse let kan foranledige, ikke skulle have magt til at bryde den rolige
linje. Med stor tilfredshed noterede vi i Danmark den afgørelse, man i Propagandaministeriet
i Berlin for tre måneder siden traf i spørgsmålet om Der Schleswiger
og de udtalelser, som ved denne lejlighed blev fremsat. Dette gjorde et stærkere
indtryk i Danmark, end man måske ved i Berlin – rykkede mange danskere ud af
681