hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

skrev samme dag i et brev til Paludan-Müller, at avisens linje som modstander
af enhver erobringskrig naturligvis var urokket, og han foreslog
en personlig samtale – til opklaring af den opståede misforståelse – mellem
Paludan-Müller og Tage Jessen. Jessen var ganske vist i mellemtiden
taget på ferie, men et møde lod sig arrangere efter hans tilbagekomst.
“Imidlertid mindes jeg ikke fra de 30 år, jeg har ledet Flensborg Avis, at
bladet har været genstand for en sådan krænkelse i noget brev fra et tysk
endsige da et dansk embedskontors side. Det er min pligt som dansk i
forpostlinjen at give det svar, et blad med æresfølelse må give over for et
sådant angreb, men jeg vil forinden dog indstille, at sagen bringes ud af
verden ved, at det utilbørlige brev betragtes om uskrevet”. 43 Ernst Christiansen
lod med andre ord Paludan-Müller forstå, at han forventede en
undskyldning. Da var sagen imidlertid allerede brudt ud i offentligheden.
Paludan-Müllers harme over udviklingen i Abessinien og over Flensborg
Avis’ stilling hertil havde efter alt at dømme ikke fået tilstrækkelig
luft med opsigelsen af abonnementet. Han havde også sendt Hejmdal en
længere redegørelse for sin opfattelse og sine bevæggrunde til at foretage
et sådant skridt. Redegørelsen, der fyldte to spalter, blev trykt i Hejmdal
den 3. september 1935. Stykket i Flensborg Avis havde – skrev Paludan-
Müller i sit indlæg – i sin italiensk-venlighed været så utiltalende, at han
straks havde opsagt abonnementet på bladet. “Harmen mod Italien er
gennemgående alt for ringe i Danmark, men aldrig har jeg dog set retsbegreberne
vendt således på hovedet som i den nævnte artikel i Flensborg
Avis”.
Mussolinis Italien var efter Paludan-Müllers mening en ren slyngelstat,
og han gav talrige eksempler til underbyggelse af sin påstand. “Mon ikke
italienernes og abessiniernes mentalitet karakteriseres af deres førere, ved
Mussolinis pralende trusler og foragt for højtidelige løfter og international
moral, og ved kejser Haile Selassies rolige og værdige appel til folkeforbundets
samvittighed, en appel, som indtil nu er ubesvaret”. Flensborg
Avis havde sluttet sin “ædle vejledning i folkeret” med at udtrykke det
håb, at “Italien og England kunne blive enige om at dele Abessinien, og
at Italien derefter i en fart kunne få held til at udrydde ‘sine’ abessinierne
med maskingevær og giftgas, idet der ikke skulle være grund til at
være rørt over de værgeløse abessiniere eller harmfuld på det krigslystne
Italien”, skrev Paludan-Müller med ætsende ironi, og fortsatte: “Disse
betragtninger kalder jeg lave, rå og hjerteløse. Nej, Flensborg Avis, der er
andre forhåbninger, som mennesker med retfærdighedsfølelse og æresbegreberne
i orden må hengive sig til: At Folkeforbundet med alle lovlige
midler vil lægge pres på voldsmanden og ikke som hidtil på offeret, og at
Danmark herunder vil regne det for en ære at bære de byrder, der følger
med at være medlem af folkenes forbund, og hvis krigen dog kommer,
at da febersygdomme, sværd, spyd og de svigtede abessinieres alt for få
riffel kugler må tilintetgøre den grådige græshop pesværm, der vælter ind
over Abessiniens grænser”.
Denne – må man vel nok sige – grausame Salbe var undertegnet: S. B.
430