hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

stillingen iværksættes, så måtte der foreligge “en vished for, at det fornødne
tilskud kan ydes foreløbig for fem år”. Under alle omstændigheder
måtte der handles hurtigt, for hvis ikke “helhedsløsningen” kunne tilvejebringes,
så var det et livsspørgsmål for avisen hurtigst muligt at imødegå
den nye konkurrence, særlig i Tønder amt. “Helhedsløsningen” ville
derimod helt tage avisen ud af de partipolitiske og økonomiske brydninger
i Nordslesvig, og Ernst Christiansen fandt den “så indlysende rigtig,
at den formentlig må kunne finde tilslutning fra alle hold, således at den
store opgave, der sættes Udvalget af 17. marts 1932, bliver gennemførlig”.
31
I begyndelsen af marts 1934 var de 80.000 kroner fra lottomidlerne –
tilsyneladende – sikret. Men der var endnu ikke iværksat nogen konkrete
planer om at skaffe de yderligere summer, der ville være nødvendige,
hvis planen om en total omlægning af avisen skulle kunne gennemføres.
Grænseforeningens formand, rektor H.P. Hansen var ret pessimistisk
m.h.t. hvad der ville blive foretaget af Ehlers og Stauning, og han foreslog,
at man “mobiliserede” konsul Lauritz Larsen og Niels Neergaard.
Han var navnlig bekymret over det misforhold, der var mellem det beløb,
der var afsat til bladet af lotteripengene, og det beløb, som krævedes til
omlægning af avisen. 32 Ernst Christiansen var nu, i begyndelsen af marts
1934, ikke utilbøjelig til at dele denne pessimisme. 33 Han havde nemlig intet
hørt fra Edv. Ehlers siden sin henvendelse den 19. februar 1934, og han
begyndte at blive “noget ængstelig både med hensyn til forhaling og halv
løsning, der ikke ville tillade en omlægning af bladet”. Dette skrev han
den 5. marts 1934 til Niels Neergaard, hvem han ærbødigst bad om “klart
og bestemt” at understrege ønskeligheden af den skitserede ordning for
avisen, og “om at lægge Deres betydningsfulde indflydelse i vægtskålen
for en god fremskyndelse af sagen, om fornødent også en fornyelse af
statsministerens initiativ”. 34
Efter næsten en måneds nervøs venten, skrev Ernst Christiansen den
5. marts 1934 til Christmas Møller, der imidlertid den 11. marts 1934 blot
kunne meddele, at han arbejdede på sagen, men at det “er så forfærdelig
svært at komme ind på de mennesker, således som min stilling er for tiden”.
35
Nu begyndte det at blive uudholdeligt, og den 12. marts 1934 skrev
Ernst Christiansen endelig direkte til statsminister Stauning personligt:
“De bedes, højstærede hr. Statsminister, undskylde, at jeg henvender mig
direkte til Dem i spørgsmålet vedrørende det danske grænseblad. Jeg nærer
stor taknemmelighed til Dem, fordi De, der har så mange alvorlige
spørgsmål at tage vare på, i de sidste par år så virksomt har taget Dem
af bladets sag, og jeg er overbevist om, at De har et ønske om, at der nu
ikke laves noget halvt eller mindre end halvt, som tvinger bladet til så at
sige at fortsætte på pumperne, men at der om muligt skabes et bærende
grundlag, hvoraf der kan gro ny fremgang”.
Ernst Christiansens overslag regnede med et tilskud på henved 110.000
rigsmark – et “meget stort kronebeløb”, måtte Ernst Christiansen medgive,
og han forstod godt de store betænkeligheder, der under den ak-
381