hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

slet ingen steder. Det “videstgående og eneste tilfredsstillende alternativ”
var dermed skudt i sænk. Nu ville der formentlig kun blive tale om at
køre videre et år, før avisen bukkede under – “og ikke engang hertil er
pengene hidtil nogenlunde sikrede”, skrev Ernst Christiansen klagende
til Christmas Møller den 26. marts 1934. Han var “meget skuffet” over
udviklingen og ville ikke nægte, at han havde håbet, “at især også De
kunne have gjort noget for at bringe gang i tingene”. Ernst Christiansen
håbede på, at Christmas Møller endnu kunne øve indflydelse på J.P. Nielsen
og socialdemokraterne.
På trods af Floranders modstand var det lykkedes Ernst Christiansen
at samle Flensborg Avis’ bestyrelse om sin plan, men nu måtte løsningen
altså skydes ud i en uvis fremtid, skønt tidspunktet efter Ernst Christiansens
mening netop nu var psykologisk rigtigt. Christmas Møller lovede at
tage sig af J.P. Nielsen. Stauning tog Ernst Christiansen sig selv af. 44
Sit brev til statsministeren den 26. marts 1934 indledte Ernst Christiansen
efter alle kunstens regler:
“Skønt jeg er bange for, at De, højtærede hr. Statsminister, vil finde det påtrængende,
at jeg skriver til Dem, er det fra min side et fuldt redeligt bevis på tillid, at
jeg gør det. Mit indtryk af forhandlingen i lørdags om bladets stilling ville have
været yderst mistrøstigt, hvis jeg ikke havde haft den overbevisning, at De, hr.
Statsminister, svarende til den tilbageholdenhed, Deres stilling naturligt pålægger
Dem, men på den anden side svarende til hele Deres personlighed, uden al tvivl
vil holde mere, end De lover, når De erkender, at en sag er af virkelig betydning
for folket og landet”.
Det må vist kaldes højtformulerede besværgelser! Det var rigtigt, fortsatte
Ernst Christiansen, at det mest vidtgående løsningsforslag for bladets
fremtid og gerning var meget dyrt, men det var ...
“... uretfærdigt, når nogen vil lægge os det til last. Fra alle sider styrter man sig
over vort lokale opland nord for grænsen, og valutaforholdet er forringet på en
måde, som intet foretagende ville kunne stå for. Den mest vidtgående løsning
må derfor ædrueligt regne med en stor nedgang af indtægterne og må for en stor
del baseres på tilskud, men rummer en fremgangsmulighed på længere sigt, så
tilskuddet efterhånden kan bringes ned. Det er uretfærdigt at tvinge det danske
grænseblad til atter og atter at henvende sig nordpå for at kunne fortsætte sin opgave
under de umulige vilkår og så, som det nyligt er sket i det socialdemokratiske
blad i Nordslesvig, at håne os med, at vi ‘går med Klingbeutlen’. Der er ingen
her ved bladet, der beriger sig, vi har altid arbejdet under ringere kår end pressemændene
i Danmark”.
Ernst Christiansen havde, da han læste om lotto-udvidelsen, håbet på, at
der igennem denne netop var taget sigte på at lægge et hovedbidrag fast
til den langsigtede løsning, der var blevet drøftet på mødet den 30. januar
1934. “Det synes mig en umulig stilling for et så udsat og så landsvigtigt
foretagende, at vi skal fortsætte i den hidtilværende utryghed og i den
nedværdigende stilling at blive ved med det påtrængende tiggeri. Bladets
385