hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Med en sådan politik nyttede det heller ikke noget at udtale sig aggressivt
om den dansk-tyske grænse eller at gå for hårdt til værks over
for det danske mindretal i Sydslesvig – eller dets presse, – for dette ville
skade den tyske udenrigspolitiks troværdighed. Hverken det lille danske
mindretal i Sydslesvig, der vel talte ca. 5-8.000 mennesker, og ej heller det
noget større tyske mindretal i Nordslesvig, der talte ca. 25-30.000 mennesker,
spillede nogen betydelig rolle i tysk udenrigspolitik set i forhold
til de mange millioner tyskere i Sudeterlandet, Østrig og Polen. Det er
karakteristisk, at de slesvigske forhold kun meget sjældent var på dagsordenen
i Auswärtiges Amt. Mindretals- og grænsespørgsmålet her blev
betragtet som et ubetydeligt problem, som nok skulle blive løst på den
ene eller den anden måde. Den dansk-tyske grænse var ganske vist også
en del af Versailles-komplekset og burde derfor principielt revideres, og i
Auswärtiges Amt opererede man lejlighedsvis med tanker om en symbolsk
grænserevision, der i så fald formentlig ville komme til at omfatte Tønder
og Højer sogne i vest og Kollund skov i øst, umiddelbart nord for Flensborg.
Men Tyskland ville ikke påtvinge Danmark en sådan løsning; Danmark
skulle frivilligt acceptere den, fordi den ville gøre en gammel skade
god igen. Dette var i hvert fald, hvad Alexander Bogs, referent i Auswärtiges
Amts nordiske kontor, udtalte under private former over for Jacob
Kronika i foråret 1933. 105 Heller ikke i NSDAP’s eget “udenrigsministerium”,
Aussenpolitisches Amt under ledelse af Alfred Rosenberg, der var
gennemsyret af nordiske drømmerier, spillede den dansk-tyske grænse
nogen større rolle.
For Hitler selv var det dansk-tyske grænsespørgsmål helt igennem perifert.
Da Hitler som nævnt besøgte Flensborg den 23. april 1932 forud for
det preussiske landdagsvalg, altså på et tidspunkt, hvor han endnu ikke
var under regeringsansvar og hvor NSDAP ellers ikke var kræsen med
valget af emner i sin valgpropaganda, nævnte han i sin tale på stadion
ikke den dansk-tyske grænse med et ord. Det havde ellers været en god
lejlighed til at mobilisere de slesvig-holstenske vælgere. 106 Hitler omtalte i
det hele taget meget sjældent i perioden 1933-1938 forholdet de til nordiske
lande overhovedet. Og når det skete, var det altid med fremhævelse
af det gode og venlige naboforhold, der herskede mellem disse lande og
Tyskland. De skandinaviske lande var da også omfattedet af Hitlers tilbud
om ikke-angrebspagt i foråret 1939. Det var et tilbud, som Danmark
ikke kunne afslå – og som det derfor som det eneste af de skandinaviske
lande tog imod.
Intet tyder på, at Hitler på noget tidspunkt i løbet af 1930’erne har næret
noget stærkt ønske om at revidere den dansk-tyske grænse. I hvert
fald ikke, hvis det skulle ske på bekostning af et venskabeligt forhold til
de nordiske lande. Selvom Tysklands stigende militære styrke og rigets
voksende selvbevidsthed med tiden gjorde hensyntagen til Danmark
og Norden mindre påkrævet, så forandrede Hitlers synspunkt sig ikke
grundlæggende i løbet af 1930’erne, heller ikke under krig og besættelse,
og i dette synspunkt samstemte Auswärtiges Amt fuldstændig. Også
her bestræbte man sig igennem hele perioden på at opretholde et godt
237