hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

titet: At de ejede retten til at være danske på deres nedarvede jord.
Fire temaer var særligt fremtrædende i ledende såvel som andre redaktionelle
artikler: Mindretallets loyalitet til det yderste over for herbergstaten,
nytten og nødvendigheden af det daglige nationale arbejde, taknemmeligheden
over, at dette arbejde overhovedet kunne udføres, samt en
ukuelig, næsten manende tro på fred og en bedre fremtid.
I en nytårsartikel den 30. december 1942 blev alle temaer berørt: L.P.
Christensen fremhævede de unges krigstjeneste og de mange faldne,
“dem, der med tanken henvendt på deres hjemstavn og dens fremtid beseglede
deres redeligt loyale holdning mod den stat, de tilhører, med døden”,
og dem, “der har sat helbred og førlighed til. Overfladisk set ydede
de ikke mere end andre statsborgere, men i virkeligheden indebærer deres
indsats et særligt offer. Det har vi adkomst til at pege på”.
Det daglige arbejde måtte imidlertid fortsættes: “Man er så let tilbøjelig
til at udlægge et og andet af det, en krigstid medfører, som ufortjent
modgang og uretfærdighed, medens det i virkeligheden bør opfattes som
udslag af tiden og dens begivenheder. Ingen vil imidlertid nægte, at den
danske befolkning syd for grænsen under krigens gang blev sat på en
hård prøve”. Det gjaldt imidlertid på trods heraf om ufortrødent at fortsætte
sit daglige arbejde med god fortrøstning. For, som det hed den 7.
marts 1942: “Det falder så nemt at nævne, at det og det land er blevet kastebold
i de vældige begivenheders malstrøm; her står den enkelte ganske
magtesløs. Derved slipper man dog ikke for opgaverne. Selv om så meget
er inde under en særlig lov, fordi det føjes ind som led i en større sammenhæng,
der igen er med til at forme fremtiden, bliver meget af det, der
har virkelig værdi og måske bliver afgørende i den endelige udvikling,
afhængigt af, hvordan hver især forstår at indrette sig og svare til det, der
dag for dag forlanges af os som en forpligtelse over for os selv som over
for den nation, vi tilhører og er sat til at tjene. Derfor bør enhver uafladelig
søge at bygge sin lille borg, hvad enten den er stor eller lille, men bør
ikke for de store tildragelser glemme hverdagens stene. Så vil hans liv og
virke aldrig blive forgæves”.
At dette daglige arbejde overhovedet kunne lade sig gøre, var der
grund til at være taknemmelig over. I nytårsbetragtningerne 30. december
1942 hedder det videre: “Alligevel er vi ældre stadig tilbøjelige til at
tænke på krigsårene 1914-1918. Modsat hin tid kan vi samles om vort folkeliv;
trods alle de begrænsninger, der flyder af krigsforholdene, kan vi
mødes omkring vor egen kristelige forkyndelse, kan vore danske skoler
fortsætte den gerning, der dengang kun var målet for en lønlig higen. (...)
Vi har følt dyb taknemmelighed over, at vi under tilstande, hvor så meget
er i støbeskeen, har kunnet fortsætte vor tilværelse som danske mennesker”.
Dette var vigtigt for fremtiden: “Selv om vi kunne synes, at vor nationale
opgave, der berører forhold, som i det lange løb uvægerligt også vil
blive af værdi i det nye Europa, i øjeblikket ikke indtager den plads, den
burde have krav på, vil vi ikke glemme, at tider som dem, vi stadig lever
i, kan bidrage til at lutre og hærde kræfter, der kan blive af god og frugt-
950