hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kunne det aldrig gå til grunde. 30 Tankegangen er i praksis helt identisk
med den, som forsvarsvenlige kræfter endnu hævdede i 1930’erne. 31
Det så nu ifølge Jessen ikke for godt ud: Det danske folk var med tiden
blevet for blødsødent og trængte derfor til genrejsning: “Der er noget
vegt i vor folkekarakter, så vi vanskeligt kan fastholde en nok så berettiget
uvilje”, skrev han i en leder den 10. august 1885 med henvisning til,
at man i Danmark efter hans mening nærmest havde glemt 1864. “Det lyder
næsten parodisk, når der synges om ‘dødeligt had, der kan hvæsse
vor klinge’. Der er så megen øllebrøds-barmhjertighed, som fabler om at
‘elske sine fjender’, som om det ikke var hundsk at kysse den hånd, der
svinger riset over en, som om det var mandigt og værdigt at stå og bavle
om en mands [Otto von Bismarcks, forf.] fortræffelighed i det øjeblik, han
slår os lige i øjnene”.
Digteren Frederik Paludan-Müller havde i sangen om Fremtidsmålet –
der som bekendt var Slesvigs land genvundet – sagt, hvad Danmark ventede
af sine børn, og disse ord gjorde Jessen til sine: “Ynglinger i plade / drenge
klædt i stål / mænd med faste hjerter / det er Danmarks mål ... Ingen døgnets
flaner / rendt fra bog og nål / fromme, stærke kvinder / det er Danmarks mål”.
Det danske folk havde “vugget sig for stærkt i drøm og digtning ... vort
rige åndsliv må underbygges af nøjsomhed og hårdførhed, legemskraft
og sindsstyrke. Et kraftigt legeme må huse en fast sjæl”. 32 Nationaliteten
fik altså næring af selvhævdelse og forsvarsvilje, og sygnede modsat hen
under selvopgivelse. Da Ernst Christiansen i 1940 med den tyske besættelse
af Danmark oplevede sit “1864”, greb han sagen an helt som Jessen
her udlagde den folkelige genrejsning i Danmark efter nederlaget i Den 2.
slesvigske Krig. Men denne gang skete det på det betydeligt mere usikre
grundlag, at Danmark netop ikke havde kæmpet.
Enhver ansvarlig regerings første opgave måtte efter Jessens mening
være at forsvare landet. Det var lige akkurat derfor, Jessen var skeptisk
over for folketingsparlamentarismen, for hvis et parti ikke ville forsvare
landet, så var det uansvarligt – og dermed ikke modent til at danne regering.
Derfor var Estrup efter Jessens mening en god mand for Danmark,
fordi han skar igennem partitaktikken og sørgede for, at landet kunne blive
forsvaret. 33 At Københavns befæstning også for Estrup var lige så meget
partipolitik som forsvarsvilje, så Jessen ikke. Han forholdt sig i hvert
fald ikke til det. Det var i disse spørgsmål, Jessen havde sine skarpeste
opgør med Højskolebevægelsen.
Men Jessen opfattede i øvrigt det danske folk som stående til venstre for
midten i de fleste politiske spørgsmål – det gjorde han faktisk også selv.
Jessen var meget langt fra at være Højremand i traditionel forstand. I en
leder den 15. februar 1887 skrev han om danskernes tre fælles, grundlæggende
politiske standpunkter:
“Vi er frihedsmænd; vi er liberale”, fordi alle danske var “enige om at
hævde retten til at fatte og fastholde et eget selvstændigt livssyn i det
store og hele såvel som selverhvervede ejendommelige anskuelser i det
små”, fordi “vi alle har lov til at tænke frit og til en vis grad at tale frit” og
endelig fordi “vi alle til hobe gør krav på at kaldes frisindede”.
42