hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tvivl om, at tilhørerne har forstået, hvad han sigtede til. Kronika anbefalede
Oxfordbevægelsen med dens krav om samdeling og skriftemål: Dens
skriftemål, stille stunder og samdeling kunne anspore til vækkelse, og
vækkelsen skulle føre til mere end syndsbevidsthed og syndserkendelse;
ved skriftemål opnåedes fred i sjælen, så man fik kraft fra oven til at vandre
endnu et stykke af vejen. Syndserkendelse var det første, helliggørelsen
det andet, men dette var en dennesidig etik. Det vigtigste var troen
på livet og livet i Guds fuldkomne rige. Kristendommens kerne var dels
menneskets forhold til det hinsidige, men også forholdet til medmennesker
i dette liv: “Denne verden i sin helhed er Satans domæne. Vi er generelt
skyldige. Det er ikke nok at tale om mange enkelte synder, men om
en almindelig syndstilstand. Derfor er sjælesorg en pligt for alle”.
Vækkelsens begyndelse var syndens erkendelse, og bekendelse i personlig
og konkret form var skriftemålet til Gud med et troende menneske
som vidne. Hjemkomsten til glæde, fred og fuldkommenhed afhang ikke
af menneskets gerninger, men ene og alene af dets forhold til Kristus. “Vi
er medansvarlige for vore medmennesker. Er vi ikke alle i en båd? Er vi
ikke glade, når andre mennesker bliver frelst? Vi vil gerne give dem, vi
holder af, det bedste, vi kender. Dette bør gælde overalt. Vi danske sydslesvigere
er positive i vor nationalfølelse. Vi er nationale med taknemmelighed.
For os er da spørgsmålet dette: I hvilken form er nationalismen
bedst? Hvorledes praktiseres den på bedste måde? Ved at vi gør, hvad
vi formår, for at give vore landsmænd det bedste, vi ved, nemlig troen
på Kristus. For danske sydslesvigere betyder vækkelse da at vågne op til
en levende tro. Vi har så ofte sunget: Det har slet ingen hast for den, som
tror. Hvis troen fylder os, så vil den brænde i os. Ellers er troen kun en
tom talemåde”. 186
Kronikas foredrag optog sindene meget. “Endda enkelte tyskere, der
har læst referatet, har været interesseret”, skrev Marie Kronika den 12.
februar 1942 til sin bror. 187 Interesserede tyskere var nu ikke just noget at
stræbe efter i de dage: En rapport fra Kronikas Ansgar-tale gik fra Flensborg
til Reichs-Sicherheits-Hauptamt i Berlin, der på grund af denne midt i
april gjorde knuder over at udstede et udrejse-visum til Kronika, der ville
en tur til København. 188
Den 23. september 1942 talte Kronika atter i Ansgar, denne gang om
det store spørgsmål “enten-eller”: “Enten et evigt liv hos Gud, eller en
evig tilværelse hos Satan”. Vejen til Guds rige hed Kristus, og forud for
et evigt liv i fred, lykke og salighed gik bekendelse og bod. Også i jordelivet
måtte der vælges mellem det gode og det onde, og “ingen kan vælge
det onde med god samvittighed. Men angsten er en fremtrædende egenskab;
vi tør ikke afsløre os selv, vi færdes med maske på. Derfor trænger
vi til skriftemålet, til at tale ærligt ud under fire øjne. Skriftemålet fører til
syndsforladelse, hvor alt bliver udslettet, uden dette er der ingen plads
for det gode. Ens eget Jeg vil dominere og skabe egne Guder som penge,
magt, karriere eller livsnydelse. Kraften, der skal bære ud over alt dette,
hedder Gud, og vejen til ham er Kristus. (...) Ser vi på vor egen hjemstavn
og den kamp, her har måttet kæmpes så gælder det, at det var kristen-
902