hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Det er det grusomste, som menneskehjerner kan forestille sig, en modstander,
der dels kæmper af dyrisk blodtørst og dels af fejghed og angst
for sin politiske kommissær (...) og over denne grusomme, bestialske, dyriske
modstander og hans mægtige arsenal har vore soldater tilkæmpet
sig deres mægtige sejre”.
Man må umiddelbart give Dürr ret i, at der forelå en iøjnefaldende afvigelse
fra Førerens ord, men Flensborg Avis havde dog to dage tidligere
udførligt citeret Førerens tale, og lederen var afbalanceret med et citat fra
National-Zeitung, netop om de politiske kommissærers rolle.
Dürr påtalte endvidere, at Flensborg Avis med Jyllandspostens Berlinkorrespondent
som kilde drog de tyske meddelelser om de kvindelige
sovjet-soldater i tvivl, de såkaldte Flinten-Weiber; der havde været tale
om sygeplejersker og medicinstuderende i almindelig uniform, meddelte
Flensborg Avis, stik imod de officielle tyske konstateringer.
“I kras modsætning” til Førerens udtalelser om Das Paradies der Arbeiter
und Bauern bragte Flensborg Avis endvidere i sin leder et uddrag af en
afhandling af Dr. Gertrud Bäumer fra månedsskriftet Die Frau, der ifølge
Dürr var “revet ganske ud af sammenhængen”. Heri hed det blandt andet:
“Blandt [bolsjevik-]førerne fandtes der sikkert mange idealister. (...)
Ingen kan overse, at der i kampen om virkeliggørelsen af den kommunistiske
samfunds- og statsorden ikke alene har stillet sig et uoverskueligt
antal af rene idealister til rådighed, men at der også på mange enkelte
områder er ydet noget sagligt fremragende: af ingeniører og videnskabsmænd,
af lærere og socialarbejdere, af erhvervsorganisationer og arbejderførere.
Der hersker lige så lidt tvivl om, at endnu den dag i dag er
mange bolsjevikker ligesom den første dag rede til at ofre sig for sagen”.
Det var nok ikke særligt velovervejet at bringe den slags om Sovjetrusland
i efteråret 1941, men nøje i overensstemmelse med avisens princip
om “ret og skel” – modigt var det sådan set også, ikke kun over for de nazistiske
myndigheder, men også over for avisens mange stokkonservative
læsere. Men Flensborg Avis sværmede nu engang for idealister.
Dr. Dürr fortsatte: Dette var at betragte som den uigenkaldeligt “sidste
advarsel” til Flensborg Avis, “eftersom alle tidligere forholdsregler over
for Deres blad har vist sig frugtesløse”. Skulle avisen igen give anledning
til påtaler, ville den blive underlagt forcensur, enten i Berlin eller i Reichspropagandaamt
i Kiel – og dette ville medføre en forsinkelse på mindst 48
h.h.v. 24 timer, truede han. “Men disse svære ulemper kunne avisen tilskrive
sig selv!” 132
Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det denne gang tilsyneladende
ikke stred mod NS-pressepolitik at indføre censur – sådan som Dürr
havde hævdet i 1940. Men det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke
blev truet med at forbyde avisen, således som man gjorde med andre aviser,
der i tidens løb var faldet til besvær. Også i dette tilfælde var man
altså villig til at gøre en undtagelse for Flensborg Avis’ vedkommende. At
forbyde avisen var tydeligvis et skridt, som man i Propagandaministeriet
veg tilbage for: Det gjaldt tvært imod om at bevare avisen, men i en politisk
uskadelig skikkelse.
885