hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

med stigende forståelse et brobygningsarbejde fra folk til folk – en frontsoldaternes
revolution – og fik en begyndende udveksling i stand mellem dansk og tysk
kultur. Når senere store omvæltninger skabte mistro og modvilje nordpå, søgte vi
at råde til rolig og retfærdig vurdering. Selv under det uundgåelige hårde pres fra
den tyske ensretning, i ængstelse for den stormflod, som truede med at skylle vor
smule liv bort, har vi arbejdet for større nordisk forståelse over for, hvad der brød
på i det tyske folk.
Grænsetyske kredse forlanger af os danske, at vi i den ‘slesvig-holstenske’ rejsning
mod Danmark fra 1848, skønt den gik imod den lovlige konge og regering,
ikke må se noget oprør, men skal se en ideelt præget bevægelse i den. Også i det
spørgsmål har vi, skønt vore forfædre stod på den danske side, søgt at frigøre os
mere og mere fra fortidens skarpe dom. Men skal nu vi danske slesvigere, der før
den nye afgørelse i 1920 af inderste overbevisning satte hele vor kraft, vi havde
taget i arv, ærekrænkes, som det er sket i grænsetyske stridsskrifter fra den nyeste
tid, fordi vi dengang gjorde, hvad ethvert ærekært, fædrelandssindet menneske
måtte gøre, og fordi vi i nederlagets stund fornyede vor tro og vort mod inden
for de muligheder, der var levnet i os? Skal vi foragteliggøres, fordi vi har haft de
samme tanker og den samme vilje, der berømmes i prisbelønnede udlandstyske
bøger?
Vi har større tillid til det tyske folk end de af vores modstandere, der søger at
sætte plet på vort skjold. Vi ved, at et folk i modgang skal meget holdes til gode,
men nu, da Tyskland igen er stort og mægtigt, stærkt og groende, nu skal det
vise sig, om det fortjener sin fremgang. Ellers vil det efter sine egne forfatteres
ord komme til at betale igen.
Vi danske slesvigere, som er forblevet under Tyskland, har den tro, at det netop
her i vort grænseland er muligt at skabe en mønsterløsning af forholdet mellem
to nationaliteter og to folk. Er nogle grænsetyskere endnu for snævre til at
kunne frigøre sig for gammel uvilje, så er det vort håb, at der i den tyske folkesjæl
må fødes en ny erkendelse med større udsyn, at det tyske folk må vise sig stort
nok til at begribe et nabofolks væsen og ret og derved selv vokse til at fyldestgøre
sin egen bestemmelse”.
Ernst Christiansen lagde med andre ord op til, at de slesvig-holstenske og
hjemmetyske nazister – og det tyske folk og dets ledelse i det hele taget
– skulle underkaste sig selvkritik, både med hensyn til det dansk-tyske
grænsespørgsmål og med hensyn til hvilken plads, Tyskland med rimelighed
kunne forvente at skulle indtage blandt sine naboer i Europa. Men
det var at forlange mere, end nazisterne kunne leve op til. At Ernst Christiansen
overhovedet stillede spørgsmålet, viste, at Hitlers Tyskland efter
hans mening nu stod ved en afgørende skillevej: Hvis regimet og folket viste
mådehold og hensyntagen, kunne det endnu nå at finde sin plads i fred
med sine naboer. Men det var Tyskland, der holdt Europas skæbne i sine
hænder.
Ernst Christiansen forventede formentlig som et minimum, at de evindelige
slesvig-holstenske angreb på ham, på Flensborg Avis og på grænsen,
endelig kunne blive gjort til genstand for en alvorlig behandling i
Berlin – hvor han regnede med opbakning til sine synspunkter.
12.6. Der Schleswiger forbydes 30
584